lørdag den 9. december 2017

Forfatterinterview #4 - Jeanett Veronica Hindberg



Hvis nogle af jer har læst med længe, kan I måske huske, jeg har fortalt lidt om min baggrund. Deriblandt at jeg kæmpede rigtig meget med angst. Psykiatrifonden skriver at helt op mod 13%-29% vil få en angstdiagnose i løbet af deres liv. Altså helt op mod en fjerdel af befolkningen. Der har faktisk været en del fokus på angst, og psykisk sårbarhed i det hele taget, men jeg synes stadig, der er noget tabu over at sige, man har angst. Ofte fordi folk ikke kan forstå det. De vil gerne, men det er svært. For hvordan forklarer man, at man er bange for "ikke noget bestemt"? Man kan have fobier eller angst overfor specifikke ting (edderkopper, åbne pladser, at kaste op fx), men for mig har det aldrig været sådan. Jeg var bange - men jeg kunne ikke forklarer det på andre måder, end at jeg var bange for "at gå i stykker" eller "at min krop flyder ud". Faktisk følte jeg, jeg gik i ét med omgivelserne. Kunne ikke mærke forskel på hvor jeg sluttede og hvor stolen/sengen/whatever begyndte. Og det er eddermanme svært at forklare - og for andre at forstå.

Nå, det her skal faktisk slet ikke blive en lang fortælling og min angst. Som overskriften siger, er det faktisk et interview. Jeg har sendt nogle spørgsmål omkring netop angst til Jeanett Hindberg der efterhånden har 6 bøger bag sig. En del af dem er en stribe (næsten) selvbiografiske dagbøger. Og her skriver hun blandt andet om sin angst. Angste Agnes fylder en del i forfatterens liv - og nu vil jeg faktisk lade hende komme til orde.

***

Vil du fortælle lidt om dig selv og dit forfatterskab?
Ja da, hvor meget tid har du? Nåhmen altså, jeg er en snart 45-årig, fucked up type fra Farum. Jeg bor i en svampebefængt lortebolig (dog med funktionelt højglanskøkken) sammen med min nu voksne (piv) søn på 21, og to katte, hvoraf den ene ligner en lodden øltønde på ben. Utroligt sød! Men værre at ha' med at gøre end en jaloux kæreste.

Jeg har altid haft forfatterdrømme, men som barn af en alkoholikermor, har mit liv været fuld af ujævne, kringlede lorteveje, der har gjort, at hele min tilværelse har været mere eller mindre dysfunktionel, så den slags store drømme, havde jeg aldrig troet kunne ske for mig....Indtil en trist aften i juni 2011, hvor jeg og min altid sære fantasi opfandt bloggen  med den fiktive figur "Bitterfissen Bethany". Det er en hel historie for sig selv, som vi ikke skal tale om her, men hun førte til, at jeg blev kontaktet af et forlag, og sådan udgav jeg simpelthen min første bog under pseudonymet Bethany Hansen. Og så fik jeg ellers blod på tanden, for interessen var massiv, og folk grinede af mig og min pen. Vildt! Jeg begyndte at skrive på min første dagbog, bare for at se, om jeg overhovedet kunne skrive mere, og da jeg blev kontaktet af mit nuværende forlag Turbine, sendte jeg mit ufærdige manus "PS. Trænger til flødeskum (og diller)" til dem. De var meget begejstrede, og ja, så har det sådan set bare kørt som Hans I Grethe lige siden. Med min seneste bog "PS. Kald mig bare Bitterfisse  - En 40+ tørkages dagbog" er jeg nu oppe på min sjette bogudgivelse. Jeg fatter stadig ikke, at det rent faktisk er lykkes mig at blive en nogenlunde succesfuld forfatter. Ikke fordi jeg tvivler på egne evner, men fordi jeg har grundig hæklefejl i kysen. Og helt ærligt, seks bøger på fem år. Baghjul til alt det ringe selvværd, jeg nogensinde har haft!

Du skriver ofte om Angste Agnes, der er en del af dit liv. Hvornår kom hun til?
Angste Agnes indfandt sig på matriklen, da jeg var 27 år gammel. Alenemor til en fire-årig søn, to jobs, og den konstante opgave at være mor for min egen mor gjorde, at jeg pludselig kollapsede. Jeg blev først fysisk syg, og troede, jeg var ved at dø af kræft eller lignende (det tror Agnes stadig, at vi er. Cirka hveranden uge) og dernæst kunne jeg slet ikke være ude i offentligheden. Jeg gik ned med depression, jeg fik generaliseret angst og social fobi...og som en psykiater også sagde til mig engang: Kronisk lavt stemningsleje. Ja, man kan vel derfor vove den påstand, at jeg faktisk er diagnosticeret til at være Bitterfisse. Jeg kunne helt ærligt ikke andet end at passe min søn. Brugte AL energi på det, for han skulle jo ikke mærkes med det. Men jeg måtte være på kontanthjælp i årevis, og havde svært ved at se, hvordan det skulle blive bedre. Siden har jeg heldigvis fået det meget bedre på visse punkter, men Angste Agnes og socialfobien hænger ved.

Kan du bruge Angste Agnes i dit forfatterskab, eller er hun mere en forhindring?
Både og. Jeg er sikker på, at jeg er mere interessant i mit forfatterskab, jo mere fucked up mit hoved er, netop fordi jeg gør mig meget i personlige tanker, når jeg skriver, men hun er jo en hindring på den måde, at der er ting, jeg må sige nej til, fordi jeg har lært af bitter erfaring, hvor mine grænser går...og selvom de skal udfordres, og ofte bliver det, så skal jeg passe på ikke at køre hende for langt ud, for så risikerer jeg at ende i vater i månedsvis. Det er træls, for halvdelen af et forfatterskab er jo at promovere sig selv, og så er det ikke skide smart at takke nej til tv- og radiointerviews. Men det har jeg desværre måtte gøre en del gange. Angste Agnes var dog enig i, at Morten Resen er værd at fucke up over, brække sig for åben skærm, eller hvad der nu end sagtens kan ske! så vi har været i Go' Morgen Danmark nogle gange...

Og så tænker jeg også med bæmund, at jeg aldrig kan komme op på siden af Jussi fx, for jeg kan jo ikke bare ture rundt som en eller anden funktionel voksen...Eller flytte til New york som Sara Blædel, fordi nogen over there lige har købt hele hendes fucking bagkatalog af bøger. Nåh, men jeg skriver jo heller ikke krimier, så det bliver nok ikke et problem, tænker jeg. Gider helle ikke vinde nogen priser nogensinde, medmindre Agnes og mig kan tage imod dem fra det nærmeste lokum. Mens vi er totalt stive på whisky og betablokkere....Nej, det må man ikke blande, det ved jeg sgu da godt.

Du signerede din nyeste roman på Bogforum 2017 - hvad sagde Agnes til dét?
Vi har signeret bøger på Bogforum tre år i træk nu, og Agnes må bare finde sig i det, selvom hun konstant trækker enten mod Champagnebaren eller lokummet. Jeg nyder at møde mine meget trofaste læsere, og sommetider har de gaver med. I år fik jeg to ruller risalamande! men ja, det er hårdt, når Agnes råber og skriger i mit hoved. Jeg kommer til at virke stupid og distræt, fordi jeg glemmer, hvad jeg selv hedder, når jeg har angst. Overvejer, om jeg skal opstøve nogle kilo rygeheroin til hende til fremtidige signeringer og lignende.

Føler du, du har nogle fordele af Agnes? Giver hun dig noget, du kan bruge, eller er hun blot en dårlig følgesvend i livet?
Altså, det kan godt være, at det bare er mig, men jeg tror på, at man er bedre til at skrive, når man ikke bare er helt normal i knolden. Jeg ser tit anderledes på tingene, og fordi jeg også indeholder en pæn portion selvironi, så kommer der virkelig sjove beskrivelser ud af, hvordan det er at leve med angst. Jeg tror måske også, men det er kun et rygte, at jeg er mere empatisk og nede på jorden, fordi jeg har de lidelser at slås med. Jeg ville formentlig være en total Diva-Dorit uden Agnes. Nogle vil sige, at det er jeg allerede, men man skal jo ikke tro på alt, man hører. Fx trænger jeg sjældent til diller, selvom jeg engang sagde det til hele verden. Er faktisk frigid, og hele vaginasituationen er et goldt landskab.  Nej, men helt ærligt, det er sgu et svært spørgsmål. Jeg hader min angst, når den forhindrer mig i at leve livet, som jeg har lyst til. Når jeg sidder og ryster i et tog, ikke tør tage ud og handle, gå i bio osv. Jeg hader det virkelig, men på den anden side, så er det jo også noget af mig, og jeg synes, vi har fået det bedste ud af det, med tiden. Ligesom mig og mine mavedeller. Giver det overhovedet mening? Nok ikke...

Har du nogle gode råd, hvis der sidder andre derude med deres egen Agnes i livet?
Nu er jeg ikke typen, der giver gode råd, for jeg er langt fra at være en damebladscupcake, der forklarer andre, hvordan de bedst håndterer en given situation. Spørger nogen mig til råds, står jeg bare med et tomt udtryk i fjæset, og ved ikke, hvad jeg skal sige. Men hvad jeg har lært med tiden, er, at man ikke er en failure, hvis man ikke kan slippe af med sin angst. Nogle siger, at alle kan slippe af med den, men det kan man ikke. Det kommer an på, hvad den udspringer af, siger jeg uden forhåbentlig at lyde som Psykiater-Poul. Så jeg ser sådan på det, at det har været vigtigere for mig at lære at leve med Agnes, og håndtere hende så godt som muligt. Slutte fred med hende, simpelthen. Som enhver anden skavank, man kan være nødsaget til at leve med. Og her mener jeg ikke Dan Rachlin, for ham kan man trods alt blokere på Facebook. At han så nåede at blokere mig først, er en anden sag.

Helt konkret har jeg faktisk et godt råd, hvis jeres Agnes fx hader offentligheden. Når det er værst for mig at sidde i et tog eller gå rundt mellem mennesker, så glor jeg i min telefon, og det er jo heldigvis blevet nemmere, siden smartphonen er kommet til. Fuck, hvor kan jeg scrolle den skide telefon hudløs mellem Farum og Nørrebro. (Og ja, der er man i fare for at blive skudt hele tiden. Pis, når ens frisør ligger der!) Før i tiden, lod jeg som om, jeg ringede til folk. Så gik jeg dér og førte fiktive samtaler med min far fx. Så var det ikke så slemt.

En anden ting er at sige til sig selv: Hvad er det værste, der kan ske i en given frygtet situation? Jeg er snart 45, og jeg er blevet sådan lidt...Jamen så må folk glo, hvis jeg kommer til at opføre mig underligt. De er ude af mit liv igen om fem minutter, så fuck det. Tit er angsten for angsten det værste. Det skal man huske på.

Og så gentager jeg lige: Det er vigtigt nok at udfordre Agnes, men der er altså en grænse, i hvert fald for mig. Hvis noget føles alt for frygteligt og uoverskueligt, hvis det ender med at sende dig i et hul i dagevis, så er det ikke det værd. Så må man bare prøve igen en anden dag, hvis det kan lade sig gøre. Jeg har haft en tendens til at gå alt for langt for ikke at gøre folk kede af det (bryllupper, fødselsdage osv), men det vil jeg ikke mere. Sommetider må man lære at sætte sig selv først...Men det er vist oplæg til en hel anden snak. Nu forstår du måske, hvorfor jeg har skrevet seks bøger på kort tid.

Og sidst - kan vi forvente flere udgivelser fra dig i fremtiden?
Masturberer den katolske præst til synet af kordrenge i urene underbukser? Naturligvis! At skrive bøger er nærmest det eneste, jeg duer til i tilværelsen...Ej, jeg er altså også en god mor, søster og familiemedlem generelt, men det passer perfekt til mig at sidde som en nusset eremit og skrive alt mit lort ned. Skriver jeg ikke, kortslutter min hjerne simpelthen. Og jeg har pt. fire bøger på tegnebrættet, blandt andet "Jeg har ikke set min vagina siden 1996", som skal udkomme næste år, medmindre jeg bliver beamet op af en tsunami, og det gør jeg næppe, da de er et sjældent syn i Farum. Jeg burde ikke tale om den allerede, men jeg er så forelsket i den allerede. *Klapper i mine små, fede hænder*

***

Hvis I har fået lyst til at læse mere om og af Jeanett Hindberg kan hendes bøger blandt andet købes HER. Desuden har hun en facebookside her, og kan findes på Instagram under navnet jeanettveronica. Jeg anbefaler klart I følger hende. Der er både glæde, sorg, angst, sarkasme og virkelig gode grin at hente.

lørdag den 2. december 2017

Under skoven danser vi

(Den blå elefant mindede mig lidt om et koldblodsvæsen)
Af: Trine V. Ipsen
Forlag: Dreamlitt
Sideantal: 196
Originalsprog:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle meninger er mine egne.

Under skoven danser vi, er fortællingen om Ella og hendes ophold i og under skoven. Ella rekrutteres, sammen med ganske få andre, til en hemmelig militær enhed, der skal hjælpe med at infiltrere overklassen i Napoleonskrigen.
"Den fysiske træning har stået på i tre uger. Hver ny disciplin har været en udfordring for Ella, men hun har haft de andre tre civile at støtte sig op af, der halvdelen af tiden heller ikke har vidst, hvad de lavede. I denne undervisning er alle nybegyndere, og i aften skal næste fase påbegyndes." (citat ide 46)
Ella rekrutteres ikke blot til en hemmelig militær enhed, men til en enhed, der bruger blod fra koldblodsvæsener. Blodet gør dem, blandt andet, i stand til at trænge ind i andres sind. Og især Ella udviser store evner herfor. Dette er dog ikke så underligt, idet Ella som barn mødte et koldblodsvæsen. Væsenet slog hendes ven ihjel, og Ella har siden da haft det svært socialt. I den hemmelige enhed falder hun langsomt til og får nye venner - lige indtil en gammel ven dukker op og truer med at ødelægge alt det, Ella har fået opbygget. Sorg, skam, skyld og barndomsminder dukker op - og Ella må vælge, hvor meget fortiden egentligt må betyde.

Under skoven danser vi, er en fortælling om ensomhed, skam, skyld, sorg, venskaber og hvordan fortiden påvirker os. Samtidig er det en fortælling om, hvordan det er at være tvunget til at bo og være tæt med andre mennesker - og hvordan dette påvirker os. Gruppedynamikken er virkelig godt beskrevet, og jeg følte ganske meget med Ella undervejs, da hun i den grad presses af såvel de andre som sig selv. Gang på gang må hun holde store hemmeligheder ud og rode sig ud af de intriger, der opstår i gruppen.

Da jeg gik i gang med bogen, var jeg ikke klar over, at der kommer en (måske flere?) efterfølger, og jeg læste derfor med den præmis, at dette ikke var tilfældet. Halvvejs gennem fortællingen tænkte jeg derfor, at der godt nok skulle nå at ske meget nu. Jeg savnede, at Ella og de andre blev sendt ud i overklassen og skal bruge de evner, blodet giver dem. Jeg følte, at bagsiden teksten lagde enormt meget op til dette - mens de på intet tidspunkt i bogen kommer så langt. Derfor følte jeg en hvis uafsluttethed, da jeg var færdig. Men så vidt jeg kan forstå, kommer der en 2'er- og bogen slutter da også af med en cliffhanger. Jeg ville blot ønske, jeg havde vidst dette, så jeg ikke sad med uforløste forventninger.

Derudover savner jeg mere viden om koldblodsvæsenerne. Hvordan er de opstået? Har de altid været til? Hvor kom myten fra? De er der ligesom bare. Nogle gange kan baggrundshistorier blive for lange og komplicerede - men lige her savner jeg bare lidt mere viden.

Karaktererne i fortællingen er rigtig godt beskrevet. De har hver deres karaktertræk der tydeligt trænger igennem og udvikler sig alle undervejs. Noget der gjorde læsningen mere interessant, idet det ikke kun var hovedpersonen der ændrede sig.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg nåede desværre ikke at få bogen signeret på Bogforum 2017, selvom jeg havde taget den med. Øv!

lørdag den 25. november 2017

Ravnenes Hvisken Bog 2


Af: Marlene Sølvsten
Forlag: Carlsen
Sideantal: 622
Originalsprog: Dansk

Se mere om bogen her eller mere om begge bøger og forfatteren her

Bogen er anmeldt og sponsoreret i et samarbejde med Bog & idé. Alle meninger er mine egne.
OBS! Hvis du ikke har læst bog 1 kan der forekomme spoilers.

Ravnenes Hvisken, bog 2 starter, hvor bog 1 sluttede. Anne står i sit livs dilemma. Hun må redde sin søster - men for at gøre dette, må hun ofre alt det, hun har opnået den sidste tid. Det er en fortælling om kærlighed, familiebånd, venskaber, guder, jætter, krig - og alt derimellem.
"Elias havde sagt, at overgangen på Ods kontor førte til det nordlige Hrafnheim, men ud over det havde jeg ingen ide, om jeg ville dumpe ned i en menneskemængde eller mit i ingenting. Var det en menneskemængde, vidste jeg heller ikke, om de var venner eller fjender." (Citat side 50).
Anne rejser til Hrafnheim. Hun er fast besluttet på at redde sin søster, der holdes fanget af Ragnara. Hun ved ikke, hvor hun er eller hvordan hun skal finde hende - blot at det er noget, hun er nødt til. Som noget at det første, møder Anne Rorik, der besluttet at hjælpe hende, såfremt  hun sammen med sin søster, vil ændre noget i sin fortid. Sammen bevæger de sig ud på en lang rejse, der vil ændre deres begges liv drastisk. Anne må gøre op med sig selv, om hun egentligt tror på guder. Hun må indse, at ikke alle er, hvem de udgiver sig for og samtidig med rejsen i det ukendte, må Anne fortsat være på vagt overfor Frank, der stadig jagter hende. Undervejs tvinges Anne også til at træffe en række beslutninger, der gør smerteligt ondt.

Ravnenes Hvisken, bog 2, er ligeså hæsblæsende en fortælling som bog 1. Den starter ud med et brag, og falder sådanset ikke til ro på noget tidspunkt. For mig, ,var den nærmest et stort point of no return - på den fede måde. Jeg havde hele tiden lyst til at læse mere - selv på nattevagter, hvor jeg var dødtræt, måtte jeg vide, hvad der skete.

Undervejs møder man mange, mange nye personer - og jeg tager hatten af for forfatteren, der selv har skulle holde styr på dem alle. De præsenteres og fortælles om på en måde, så det ikke er svært at holde rede i dem. De er troværdige - og især Annes udvikling i denne bog er godt fortalt. Anne, der altid har været vant til at være alene, er begyndt at holde af mennesker. Og det er smerteligt for hende at indse, for det gør så frygteligt ondt at svigte dem, man holder af.

Selvom det er fantasy, er der mange ting, der ligeså godt kunne være skrevet om, i en realistisk young adult roman. Kærlighed, venskaber, svære valg der skal træffes. Det er flettet ind i fortællingen på en naturlig måde, der gør romanen endnu mere interessant.

Der snakkes ofte om "den svære 2'er." Jeg skal ikke kunne sige, om forfatteren havde udfordringer med bogen, men det havde jeg ikke! Det er en fantastisk efterfølger, der besvarer en masse spørgsmål - men stiller ligeså mange nye. Jeg higer efter bog 3, så jeg kan få svar - men frygter også en afslutning, da jeg så ikke skal have nye fortællinger om Anne og det, hun skal stå igennem for at redde verden. Forfatteren er for mig en af de bedste fantasyforfattere i Danmark!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg fik bogen signeret på Bogforum. Og forfatteren bad om en selfie med mig (og Luna) - det var ikke os, der bad om en med hende!

torsdag den 16. november 2017

Bogforum 2017



Jeg har endnu en gang været til Bogforum. For mig er det nok en af årets største begivenheder. Jeg elsker det. Stemningen, duftene, stemmer der summer, folk der alle er vilde med det samme. Bøger.
Jeg skal for god ordens skyld nævne, at jeg havde presseadgang til Bogforum. Derudover er nogle af bøgerne på billederne sponsoreret fra forlagene. 

Luna og jeg var afsted fredag og søndag. Vi var faktisk på vej lørdag også, men det blev lidt for overvældende med alle de mennesker og indtryk - og da søndag var vigtigere for os end lørdag, skippede vi lige en dag.

Jeg vil ikke skrive så meget, men hellere lægge nogle billeder op og skrive en lille tekst - og på den måde give et indblik i, hvad vi oplevede.

*******************************************


Som barn elskede jeg Dennis Jürgensens bøge om Freddy og Monstrene. Jeg havde dem alle sammen, og bag i den ene bog kan man se, jeg sågar har begyndt en slags fanfiction. Skrevet i barlig skrift, med skæve bogstaver og stavefejl. Så hyggeligt. Jeg har de helt gamle udgaver fra 1980'erne. Jeg fik endelig signeret en af disse bøger! Derudover købte jeg de nye, læs-let-udgaver til min lillebror. Disser er godt nok skrevet af Jesper W. Lindberg, men baseret på de oprindelige fortællinger. Jeg håber, min bror vil elske fortællingerne ligeså meget som jeg gjorde.


Tidligere på året anmeldte jeg Cutter af Peter Solberg Dirksen. Jeg har skrevet en del med forfatteren omkring bogen, dens tema, og hvad det kan bruges til at dele sine oplevelser. Og på Bogforum fik jeg endelige hilst rigtigt på ham. Det var rigtig dejligt. Desværre fik jeg ikke set hans samtale med Sebastian Dorset, som jeg faktisk havde planlagt, da der kom noget i vejen. Var der nogle af jer, der så det oplæg?


Jeanett Veronica Hindberg blev i tidernes morgen kendt som Bitterfissen Bethany. Men efterhånden har hun skrevet en del bøger i eget navn - en slags dagbogsromaner. Luna og jeg fik købt og signeret den nyeste af dem og hilst på hende. Hun er mindst ligeså morsom i virkeligheden som i bøgerne.


Dette billede er fra Malene Sølvstens optræden på SPOTSCENEN om søndagen. Kvaliteten er ikke i top, men jeg elsker det øjeblik, jeg har fanget. Et lidt skævt smil om hendes læber - som om hun virkelig er i sit es. Senere, da hun signerede Ravnenes Hvisken 2, afslørede hun dog, at hun er sindssygt nervøs på scenen. Det lod sig og ikke vise og det var et forrygende interview. Uden alt for meget snak om moselig!


Noget af det, jeg havde glæde mig allermest til, var Sarah Engell på SPOTSCENEN. Hun fortalte om sin seneste roman Valget. En bog jeg i den grad nød at læse. Og det var virkelig interessant at høre om Sarahs tanker bag bogen. Om skriveprocessen, research og alt det andet, hun som forfatter arbejde med undervejs. Jeg har flere gange skrevet med Sarah, og har også interviewet hende til bloggen. Men det var første gang jeg mødte hende - og fik selvfølgelig signeret mit eksemplar af romanen.


Årets høst. Det blev alligevel til en del mere, end jeg havde regnet med - men det er jo aldrig dårligt med nye bøger, vel?



Til sidst et par billeder af de bøger, der blev signerede. Det er altid dejligt at forfatterne gider stille op til signering, billeder og en snak.

Hvis I vil se flere billeder fra dagen kan I besøge Lunas Kaffekrog, som jeg var afsted sammen med - og tog langt flere (og givet, bedre) billeder end jeg gjorde.

Tak til alle jer, der hilste på. Tak til alle forfattere, der gad signere og snakke. Tak til dem, der har stået bag Bogforum - både dem, der planlægger, forlagene og alle dem, der har gjort det muligt!

torsdag den 26. oktober 2017

Wytches vol. 1


Af: Scott Snyder
Kunst: Jock
Farver: Matt Hollingsworth
Forlag:Image Collins
Originalsprog: Engelsk

Wytches er en grafisk roman om en familie, der udsættes for usædvanlige hændelser. Datteren Sailor har haft en traumatisk oplevelse og familien flytter derfor til en  ny by, langt ude på landet. Men det hjælper ikke altid at flygte fra sine problemer.
"[...]Regardless, Sailor believes it's a bite from that girls, Annie. She believes the girl was sent back by the... The things in the woods to get her. Or she did, I mean, until we got her to understand how fucking insane that sounded." (citat fra bogen)
Sailor kan høre noget kalde på hende fra skoven. Væsener, der bor i træer. Hun flygter fra skolen og samtidig overfaldes hendes far i hjemmet af en gammel, skaldet dame, der fortæller, at hans datter er væk. Faderen begynder at tro, at de ting, Sailor talte om, måske er rigtige - og han tvinges ud på en rejse for at finde hende. Samtidig ser hand tilbage på den rolle, han har haft i hendes liv. Han har ikke altid været en god far. Men nu, hvor Sailor fanget af væsenerne må han handle. Og hvem kan man så få hjælp fra, når både resten af familien og politiet tror, man er blevet skør?

Det tog mig lidt tid at finde et læseflow i Wytches. Til dels fordi det stadig er nyt for mig at læse grafiske romaner, men historien var også lidt uklar for mig. Det tog mig tid at opdage tilbageblikkene og forstå sammenhængen i historien. Da jeg først fandt ud af, hvordan det hele hang sammen, var jeg dog ganske glad for historien. Den er creepy, indeholder plottwists og er ganske godt tegnes.

Jeg fik bogen, da jeg deltog i Hva' Fans All Hallow's Read Bog-bytte hygge. Jeg har derfor ikke selv valgt bogen, men fået den tilsendt. Det er jeg dog glad for, da jeg netop længe har haft lyst til at læse flere grafiske bøger (noveller, romaner, etc.).

Da jeg havde læst færdig, havde jeg lidt en "øhm!?"-følelse. Jeg forstod simpelthen ikke slutningen. Så gik det op for mig, at jeg var i gang med del 1 - og så følte jeg mig lidt dum. Og samtidig glad for, jeg formentlig kan få lov at læse mere, når jeg får opstøvet de næste dele af fortællingen. Selvom fortællingen var spændende og dragende, trækker det ned i den samlede bedømmelse, at det tog mig så lang tid at forstå sammenhængen i historien.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg vil rigtig gerne læse mere gys og horror, men jeg har SÅ mange andre bøger liggende i min TBR-bunke, der bare er noget helt andet.

tirsdag den 24. oktober 2017

Prinsen Løven & Falken


Af: Deniz Usudur
Illustrationer: Anna Emilia Lundberg
Forlag: Forlaget Det Evige Ønske
Sideantal: 93
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Prisen Løven & Falken er en eventyrbog til børn. Der er tre små eventyr fyldt med illustrationer, der passer til fortællingen. Der er prinser, prinsesser, kloge mænd, dyr og onde kræfter.
"Prinsen havde nu gået i to dage uden at hvile sig. an var så spændt på at se, hvad lykken var, og hvordan lykken overhovedet så ud, at han helt havde glemt at han var træt. Selv når han blev sulte, spiste han, mens han gik videre." (Citat side 12)
Prinsen kommer gennem de tre fortællinger ud på tre forskellige eventyr. Han leder først efter lykken, om bringer ham  langt væk hjemmefra og forbi en klog, gammel mand. Senere leder han efter prinsessen i hans liv, hvilket kræver mere end blot skønhed fra pigens side. Og til sidst må prinsen hjælpe folket, da sorte skyer lægger sig over byen og truer med onde kræfter. Alt imens får prinsen hjælp fra Løven, der er en manifestering af hans eget hjerte. En ganske fin metafor, for det modige hjerte, prinsen bærer i sig.

Det er nogle fine, små eventyr. Der er mange moraler undervejs, som er ganske fine for børn at lære. Lykken kan man ikke læse sig til, kærligheden kommer indefra og alle er ikke, hvad de giver sig ud for at være, er blot nogle eksempler. Lige som jeg husker eventyr, fra jeg selv var barn.

Selvom fortællingerne er ganske fine, er jeg desværre ikke ovenud glad for bogen. Det, der trækker en del ned for mig, er sproget. Det er kantet og klodset. Der er alt for mange fyldord og sætninger der ikke er noget godt læseflow i. Lad mig give et eksempel:
"En nat vågnede prinsen pludseligt. Han havde drømt, at der var en sød og smuk engel, som havde givet ham noget meget skinnende, som han ikke kunne se hvad var." (Citat side 8).
Selvom bogen er henvendt til børn, ville sætningen ikke være sværere at forstå, hvis den havde lydt noget i retningen af: "[...] Han havde drømt, at en sød og smuk engel havde givet ham noget meget skinnende, han ikke kunne se, hvad var." For mig giver det et langt bedre læseflow og ordene føles ikke kantede eller klodsede i munden.

Derudover irriterede det mig, at der ikke er helt styr på opremsningskommaer. Allerede i titlen på bogen, "Prinsen Løven & Falken," mangler et komma. Og selvom der rent faktisk bliver brugt opremsningskomma nogle steder i bogen, er det ikke konsekvent. Det er måske ikke noget en 10 årig vil lægge mærke til - men jeg gør. Og det ville genere mig at skulle læse højt.
Eksempel: "Den kloge gamle mand rejse sig stolt op og rettede ryggen og glattede sit lange, hvide skæg" (citat side 24).
Her er mangler der komma mellem "kloge" og "gamle," mens der til slut faktisk er brugt komma mellem "lange" og "hvide." Jeg lagde mærke til det, allerede da jeg så titlen på bogen og kunne ikke lade være at lægge mærke til det hele vejen gennem fortællingen. Det kan jo smutte af og til, men når det sker gang på gang trækker det desværre rigtig meget ned i min læseoplevelse.

Bogen får 2/5 stjerner: **. Jeg ligger på vippen mellem at give 2 og 3 stjerner. Men da det primært og de fine illustrationer, der trækker op, vælger jeg desværre at blive på 2, da det er selve fortællingen jeg lægger vægt på i  min anmeldelse.

Bonusinfo: Det er første gang nogen har kontaktet mig via Instagram for at spørge, om jeg ønskede at anmelde deres bog.

søndag den 15. oktober 2017

Wika og Oberons rasen


Manuskript og dialog: Thomas Day
Manuskript, tegninger og farvelægning: Olivier Ledroit
Forlag: Cobolt
Sideantal: 69
Originalsprog: Fransk (læst på dansk)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Eventyret i denne grafiske roman handler om feen Wika. Som spæd får hun klippet vingerne af, for at redde hende fra den onde fyrst Oberon og hans ulvinde, der overtager dræver Wikas forældre og overtager landet. Wika vokser op hos en adoptivfamilie og lærer ikke sine kræfter at kende. Wika bliver træt af livet, som hun kender det, og tager til Avalon - hovedstaden i elverriget. Her møder hun mestertyven Bran som hun sår sig ned hos. Sammen ender de i et opgør mod Kabulguen - en trold der kender Wikas historie og ønsker at udslette hende. Sammen flygter Wika og Bran for at finde en måde at redde sig selv, og måske endda riget, på.

Se, det er svært at kommed med et citat, når nu fortællingen består af billeder og dialog - og ikke lange sætninger. Derfor udelader jeg dette. Desuden må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg helt skal gribe denne anmeldelse an, da det er første gang, jeg anmelder noget som helst grafisk. Så I må bære over med mig, denne gang!

Wika er en steampunkinspireret fantasysaga. Der er sommerfugle, tandhjul, magi, onde fyrster, sensualitet, feer, svulmende barme og eventyr. Dialogen er sjov og fængende. Det tog mig noget tid at vende mig til den måde, det skal læses på, når der ikke blot er lange sætninger og ord - men dette havde intet med selve denne fortælling at gøre men udelukkende mine skills. Da jeg først fandt måden at læse og forstå billeder og dialog på, havde jeg lyst til at vide mere og mere om Wika og hendes farlige eventyrrejse.

Billederne er sindssygt flotte - det er virkelig flor illustreret. Jeg er vild med brugen af gyldne farver og der er så mange detaljer, at jeg flere gange blot sad og betragtede billederne og sugede indtrykkene til mig.

Det var først, men bestemt ikke sidste gang, jeg kaster mig ud i at læse grafiske romaner og jeg glæder mig til at læse mere om Wika og hendes kamp mod den onde fyrste.

Bogen får: 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Dette er min første grafiske roman, og jeg er fortryder, jeg ikke har forsøgt mig ud i denne genre af bøger noget før.