torsdag den 27. april 2017

Tema #1 - Selvskade



Hvis I fulgt med på bloggen i noget tid, så ved I også, at jeg tidligere har været selvskadende. Det var noget jeg skrev om her, da jeg havde læst Hjertet er 1 organ af Sarah Engell. Dette indlæg bliver ret personligt - og jeg håber, I vil forstå, hvorfor jeg skriver det.

Da jeg var ung, og havde det svært, betød bøger rigtig meget for mig. Alle mulige slags bøger. Fantasy, socialrealisme, faglitteratur. Men især bøger, hvor jeg kunne spejle mig i hovedpersonens tanker, følelser og handlinger. Så jeg søgte bøger, der handlede om, at have det svært. Allerede før jeg selv var helt klar over, at jeg havde det rigtig, rigtig svært. Jeg læste også bøger om kærlighed og andre dejlige ting - men det var som om, det ikke løsnede op for tankerne og følelserne. Hvorimod bøgerne jeg kunne spejle mig i, gjorde. Jeg har derfor valgt at lave et tema på bloggen om selvskade.

Selvskade i sig selv er ikke en psykisk sygdom, omend der har været overvejelser om at give fænomenet sin egen diagnose. Selvskade er et symptom på noget andet. På en indre smerte, en indre uro, en indre magtesløshed. Det er en copingmekanisme, når andre handlemåder ikke fungerer.

For mig, var det en måde at lukket trykket ud, når kroppen og hovedet var under for stort et tryk. Når alting larmede og dunkede og gjorde ondt, uden at smertestillende medicin kunne fjerne det, så var selvskaden måden. Og ja, det virkede. Det er bestemt ikke en opfordring til andre - men sandheden. Det virkede. Ellers ville jeg ikke gøre det. Bagefter kom skammen og følelsen af ikke at kunne fungere her i verden på samme måde, som andre. Følelsen af, ikke at være normal.

Men når jeg læste om andre unge, der havde det svært, følte jeg mig ikke alene. Det behøvede ikke være de samme problematikker jeg kæmpede med. Bare det at kunne spejle sig i følelser, tanker og handlinger, fik mig til at føle mig mere normal. Det fiksede ikke mine problemer, det gjorde mig ikke selvskadefri, men det gav mig et frirum, hvor jeg ikke behøvede forholde mig til mig selv og min egen verden - men alligevel gjorde det, mere eller mindre bevidst.

Jeg har valgt at være åben om min fortid. Nogle gange spørger folk til mine ar, andre gange skal jeg forklare, hvorfor jeg ikke boede hjemme fra jeg var 16 år. Og jeg har valgt, det ikke skal være et problem eller en hæmsko for mig, men tværtimod noget, jeg kan bruge aktivt. Som fx nu, hvor jeg det næste stykke tid vil poste anmeldelser af bøger der tager selvskade op som emne - enten som hovedemne eller som en mindre del af plottet.

Jeg håber, I vil følge med, og jeg håber, at der sidder en enkelt eller to derude, der måske kan bruge bøgerne til at se, at de ikke er de eneste i verden, der har det som de har det. Ellers kan jeg i hvert fald sige det: Du er ikke alene!

Følg med de kommende uger.

Har du brug for hjælp ift. selvskade er www.lmsos.dk et godt sted at starte.

Tænd et lys for Mulle


Af: Anne-Stine Moe-Olsen
Forlag: Egolibris
Sideantal: 270
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren/forlaget. Alle meninger er dog mine egne.

Tænd et lys for Mulle er en ungdomsroman om pigen Mathilde, der også kaldes Mulle. Hun er lige ved at være teenager, hjælper sin far med at sælge lys, har et meget nært forhold til sin storebror - og så er hun ude for et uheld, der gør at hun ligger i koma. Mens Mulle er i koma oplever hun en helt anden verden, hvor hun blandt andet møder pigen Tilde. Sammen prøver de at finde en vej tilbage, men det er ikke helt nemt.
"Jeg rejser mig op, tager pigens hånd og hjælper hende op at stå. Hun står foran mig, vi er lige høje, og vi kigger hinanden i øjnene. Jeg tænker, at vi må være jævnaldrene.
Hun smiler til mig og siger: "Hej, jeg hedder Tilde, hvad hedder du?"
Jeg bliver først helt stum, jeg kan ikke sige et ord. Jeg står bare og ser på Tilde og tænker på den historie, min mor fortalte mig.
"Jeg hedder Mathilde," får jeg endelig sagt. "Og jeg ved ikke, hvor jeg er." (Citat side 44)
Mens Mulle ligger i koma forsøger familie og venner at håndtere sorgen, angsten, vreden og alle de andre følelser, der følger med, når ens nærmeste er syg. Især Mulles bror, Magnus, har svært ved at accepterer, at Mulle måske ikke overlever. Det er især svært fordi Mulle og Magnus' mor døde nogle år tidligere. Magnus tænder hver aften et lys for Mulle, ligesom hun hver uge tændte et lys, på deres mors gravsted. I sin komatøse tilstand kæmper Mulle og Tilde for at finde hoved og hale i det hele. De leder efter en vej ud, uden helt at vide, hvor de er og hvordan de skal finde ud af, hvordan de kommer videre.

Tænd et lys for Mulle er egentlig en rigtig god fortælling. Jeg kunne især godt lide hele den vinkel, der handler om de pårørende og hvordan de tackler situationen. Forfatteren har fat i nogle vigtige og store følelser og tanker i romanen: Må man godt have det sjovt, når ens søster er i koma? Må man gerne forelske sig, når ens datter måske ikke overlever? Hvordan holder man jul, når familien ikke er samlet? Hvor gør man af al vreden, sorgen og skyldfølelsen, når der ikke er noget sted, at placere det? Temaer, jeg ofte selv møder i mit arbejde som sygeplejerske.

Mulles komaverden synes jeg, er svær at følge med i. Der sker rigtig mange ting, og selvom rigtig meget af det, der sker, har en fin, rød tråd, med det, der sker i den "virkelige verden," føler jeg også, der er en del overflødigt, der gør fortællingen lidt langtrukken.

Desværre er der rigtig mange fejl i bogen. Det virker næsten som om, den mangler en ekstra korrekturlæsning. Der er fejl nok til, at det forstyrre læsningen. Der er endda fejl i bagsideteksten, som ellers er noget af det, der skal virke tillokkende, når man står med bogen i hånden.
""Tænd et lys for Mulle" er en bog til både til unge og voksne." (Citat, bagsiden).
 Derudover er der mange stave- og grammatikfejl undervejs og sætninger, hvor enten ord mangler eller er dobbelt.
Eksempel: "Jeg har hørt nogle gamle damer sige, at borgmesterren vil frede nogle af husnene [...]" (Citat side 11)
Jeg synes, romanen er god, men har en del mangler.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Min hjerne er for fuld af snot til at komme på noget relevant og/eller sjov bonusinfo. Beklager!

lørdag den 8. april 2017

Forfatterinterview #1 - Marie-Louise Rønning



Jeg var egentligt godt i gang med at læse Helbrederen af Marie-Louise Rønning, og tænkte, det kunne være fedt at få et interview, der kunne postes i forlængelse af anmeldelsen af bogen. Men som I måske ved, genudgiver Marie-Louise bogen hos et andet forlag, og da jeg hellere vil læse de udgave, får I interviewet her først. Jeg overlader derfor ordet til Marie-Louise. 

***

Bogbloggeren Julie fra Julie The Book Cat har skrevet og spurgt om ikke jeg har lyst til at besvare et par spørgsmål i forbindelse med genudgivelsen af min bog – det vil jeg super gerne, Julie!

Julie beder mig fortælle lidt om mig selv – hvorfor er det bare aldrig særlig nemt? Nå, men jeg er rundet 20+20+1, jeg er gift og har tre skønne og meget livlige drenge! Jeg er oprindelig uddannet allround kontorassistent, men jeg fandt hurtigt ud af, at stillesiddende kontorjob ikke matcher mit til tider alt for livlige væsen. Så lige så snart mit læretid var slut, tog jeg på guideskole og videre ud i verden. Da jeg var færdig med det og ikke længere havde tålmodigheden til turister (tag det endelig ikke ilde op J) tog jeg hjem og fik et vikariat på en skole. Efter 4 dage vidste jeg hvad klokken havde slået og søgte straks ind på læreruddannelsen. Jeg har siden uddannet mig i Professionel Kommunikation ved RUC, men arbejder stadig som lærer, og jeg elsker det.

Jeg har aldrig været den helt store læsehest, og min stavning har heller aldrig været i top, så det at skrive var ikke noget, jeg havde set i mine kort. Men jeg har altid godt kunne lide at fortælle en god historie … og det er jo lidt det sammen man gør, ik? Jeg begyndte for alvor at skrive i sommeren 2013. Nogle af mine 6. klassepiger sad med snuden begravet i Twilight konstant, og dagen inden vi gik på sommerferie, fik de mig overtalt til at tage bind 1 og 2 med på ferie. Jeg tænkte hold da op – men jeg kunne se frem til mange timer i bilen på vej til Italien – så why not? Da vi nåede ud af Tyskland var bind 1 slugt – så jeg besluttede mig for at vente med bind 2 – men nej (jeg er lidt utålmodig af natur) – jeg fandt bind 2 frem ved næste stop og tre dage inde i min ferie, måtte jeg erkende at jeg ikke havde mere læsestof – så hvad gør man? Man ringer hjem til svingermor og siger – tag lige resten med når I kommer.

Det var min Fantasy-fødsel. Man kan tænke, tro og mene hvad man vil om Twilight – men det var den serie der åbnede en helt ny og spændende bogverden for mig, og for det er jeg så taknemmelig.
Nok slugte jeg historien – men der var ting der prikkede til min skeptiske side … hvorfor skulle al vampyrlitteratur foregå i USA? Hvordan kan man lade et dødt menneske (den kære Edward) fædre afkom? Niks – den holder bare ikke, folkens! Så jeg satte mig til tasterne og tænkte – what the hell – hvis det kan se i Forks – kan det sgi også ske i Hillerød.

Jeg havde ikke gjort mig nogle tanker om, hvad historien skulle handle om – jeg havde ikke planlagt noget – intet mindmap og karakteroversigt – intet – og det har jeg bødet for i form af uendeligt mange skrivetimer – men jeg kan ikke planlægge mine historier – jo måske nok det overordnede – men lige så snart jeg planlægger, går mine personer i sort.  Jeg satte mig simpelthen bare ned, fandt på to navne og gik i gang. Det er en meget lang og frustrerende skriveproces og jeg ville virkelig ønske jeg kunne blive bedre til at planlægge og forhåbentlig bliver jeg det en dag. For mig er det meget sådan at det er mine personer der fortælle mig hvad der skal ske – jeg føler så meget med dem, at de overtager fuldstændig. Specielt Matthew er genstridig J

Julie spørger mig om hvor meget af mit eget liv jeg bruger i mine historier … rigtig meget – det er ikke nødvendigvis aktuelle hændelser – men mere de følelser som mine personer gennemgår. Vi er jo en sum af vores erfaringer, erfaringer vi bruger, både bevidst og ubevidst.

Min meget løse skriveproces har givet mig store problemer og krævet alt for meget tid – og jeg ved, at jeg ikke ville kunne stå her i dag – på tærskel til en udgivelse – hvis ikke jeg havde haft Mette Sejrbo ved min side – hun er den ondeste plotspotter og har hjulpet mig så mange gange, når trådene stak af. Jeg har tit oplevet skriveblokeringer – og når det sker – er det om at træde lidt væk – slå hjernen fra og lave noget andet eller skrive på et andet projekt. Jeg har haft et andet skriveprojekt på sidelinjen til når Skaberens Våben bare ikke ville lystre – en anden genre og et helt andet persongalleri. Det er en realistisk YA-roman om en ung kvinde med mange ar på sjælen, der gør at hun er splittet og ude af stand til at agere normalt – og det er først i mødet med kærligheden at hun må se din dæmoner i øjnene. Romanen er blevet antaget og jeg håber den kan udkomme til sidste i 2017.

Som skrevet i begyndelsen har jeg jo både fuldtidsjob, mand og tre børn og taget min master mens Skaberens Våben blev til. Hvordan gør jeg det? Jeg aner det simpelthen ikke. At skrive er for mig et frirum – et pusterum fra alle hverdagens forpligtelser og strabadser. Det er her jeg ånder, her jeg giver mig selv lov til at føle, tænke og tro, det jeg vil, så på en eller anden måde finder jeg tid og plads til det. Søvn er ikke noget jeg får så meget af … men jeg kan sove, når jeg bliver gammel!

Julie spørger, hvad mit bedste tip til forfatterspirer er – sæt dig … sæt dig foran skærmen og skriv – skriv dig varm – mærk dine ord – lev igennem dem – og læs! Tag dig tiden til at forfine dit sprog – find din indre stemme og leg med den. Eller – fortæl din historie til dig selv – ja, gå en tur og snak med dig selv – fortæl den til dig selv J Hvis du synes du er værd at lytte til, jamen så go for it.


Til sidste spørger Julie ind til mit valg om at skrifte forlag, og om hvad I som læsere kan forvente af denne genudgivelse. Som mange af jer ved, blev min oprindelig bog udgivet hos Egolibris – vores samarbejde kunne ikke fortsætte af mange forskellige grunde, og til sidste valgte jeg at trække mig. På min blog på min hjemmeside www.marielouiseroenning.com kan du læse mere om dette emne. Ganske kort havde jeg tre valgmuligheder; jeg kunne lukke ned for drømme og lade bog vær bog – jeg kunne selvudgive – eller prøve lykken hos et andet forlag. Jeg valgte, som I nok kan regne ud, at prøve lykken hos DreamLitt. Til mit held så DreamLitt potentiale i min historie og sprang ud i en genudgivelse.

Det I som læsere vil kunne forvente er en langt mere gennemarbejdet og gennemredigeret historie – der er kommet langt mere af min oprindelig mytologi ind i historien og blevet tilført rigtig meget af det der skulle have været bind 2 således at I, der har læst "Helbrederen", får mere af den fortsatte historie. Jeg håber af hele mit hjerte, at I vil tage godt imod den!

***

Jeg kunne desværre ikke selv deltage i receptionen, da Marie-Louise genudgav sin bog i går, da jeg havde aftenvagt på arbejdet. Men søde Haidi Wigger Klaris, var med. Hun har givet mig lov til at bruge et par billeder derfra. Tak, Haidi.

søndag den 2. april 2017

Book-shaming





Jeg har længe tænkt over at skrive dette indlæg - og udsat det ligeså længe. Ikke fordi jeg er specielt nervøs over at skrive det, mere fordi jeg har haft for travlt. Så kom nogen mig i forkøbet. Blandt andet Rikke fra Flyv med mig. Et rigtigt fint indlæg, der lige fik sparket mig igang. Jeg er ikke ude på at gentage Rikke - hun har faktisk allerede skrevet en masse af det, jeg selv har tænkt. Men det kan altså godt være, der kommer lidt af det samme. Jeg håber, I gider læse med alligevel - og smid meget gerne en kommentar. Både hvis I er enige eller uenige.

Jeg google "book shaming" for lige at få et overblik over, om der nu var alt for mange blogindlæg om det i forvejen. Det så ikke sådan ud. Undervejs faldt jeg over Urban Dictonary's definition. Nemlig:
"To shame someone about what they are reading. To make one feel guilty about the book they are reading and enjoying."
Og er der noget, jeg synes er forfærdeligt, er det følelsen af skam og skyld. Det er aldrig, aldrig sjovt at skamme sig. Sommetider skammer man sig, fordi man ved, man har gjort noget forkert - og selv der, synes jeg skam er svært at deale med. Endnu sværere bliver det, når man skammer sig, fordi andre synes, man har gjort noget forkert eller ikke godt nok.

Jeg har ikke læst ret mange klassiske værker i min, efterhånden lange, læsekarriere. Der har været dem, vi blev tvunget igennem i skolen og et par stykker, jeg selv har valgt. Der er mange på min TBR-liste men det er som om, de altid er lidt sværere at gå i gang med. Gang på gang trækker en ny YA-roman eller lethørt lydbog. Jeg tænker altid, at jeg læser, hvad jeg lige føler for, og at det er helt okay. Alligevel kan der godt snige sig lidt skam ind, når nogen spørger, hvad jeg læser. Ikke fordi jeg synes, det er forkert - men fordi jeg er bange for, andre synes, det er lidt flovt. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke hviler nok i mig selv, til at være komplet ligeglad med andres tanker om mig. Det betyder noget. Det burde ikke røre mig - men det gør det. Heldigvis er jeg aldrig decideret blevet "shamet" over et valg af bog. De fleste af os i bogblogger-verdenen læser så blandede bøger, at uanset hvad jeg læser, er der nogen der har læst det samme.

Men jeg hører folk snakke om det. I toget, på arbejdet, i bogbutikken. Og især de "rigtige anmeldere" - I ved, dem man aldrig helt er enige med, men som faktisk har gjort det til en karriere at anmeldelse. Lad os, som Rikke også gør, tage eksemplet med Fifty Shades of Grey. Blandt andet skrev Politikem
"Erotiktørstende kvinder (og mænd?) verden over henter deres eksemplarer ned fra både nettet og boghandlernes hylder i så stort et omfang, at man kan forledes til at tro, at 'Fanny Hill', 'O's historie' og andre af genrens klassikere er skrevet forgæves."
Her går ordet "klassikere" igen. Jeg synes ikke, vi behøver holde alt op mod en klassiker. Hvorfor må man ikke nyde Fifty Shades - også selvom den måske indholdsmæssigt ikke er en klassiker? Det er helt fair, at anmelderne skyder efter sproget, en karakters fladhed eller andet. Men i denne artikel går de direkte efter læseren. Artiklens overskrift er: "Anmelderne kan ikke forstå det: Hvorfor er I vilde med 'husmorporno'?" Måske fordi de er.... "husmødre" - eller noget ligeså meget nede på jorden. Måske orker vi ikke altid "piedestal-litteratur," store ord og svære sætninger. Måske er det lige netop den slags litteratur, vi slapper af med, fordi det ikke kræver det store, at læse den?

Hele min folkeskoletid blev vi opfordret til at læse. For mig var det ikke noget, nogen skulle opfordre mig til - jeg læste og læste og læste. Men en del havde behov for at spark bagi. Og de fik lov at læse, lige hvad de ville. Faglitteratur, Anders And-blade, tegneserier. Blot det var en form for litteratur, de kunne fordybe sig i 20 minutter om dagen, var min dansklærer glad. Tænk sig - det virkede. Drengene læste den ene fodboldbog efter den anden eller slugte fagbøger om ting, der interesserede dem. Dem, der før ikke læste ret meget læste hele bøger, fordi de selv måtte vælge og ingen dømte dem, for deres valg. Måske er det den tilgang, i vi skal have til det? At så længe folk læser, er det pissefedt?

For tiden er jeg en travl kvinde med arbejde, jobskifte, og en masse at se til. Jeg kan ikke altid overskue de store, litterære værker. Til gengæld lytter jeg rigtig meget til lydbøger. Lige nu lytter jeg til "The Silent Cry" af Cathy Glass. En form for memoir over hendes tid som plejefamilie for udsatte børn. Det er totalt følelsesporno. Den ene ulykkelig barndom efter den anden. Ingen store ord, ingen fantastiske formulering - blot fortællingen om børn, der har det svært og hjælpes til det bedre. Kan I huske "Virkelighedens Verden"-bøgerne? Det er sådan en slags bog. Og jeg er faktisk lidt bange for, hvad folk tænker, når de finder ud af, det er den slags, der flyder ind i mine øre. For det er ikke en klassiker, ikke engang en velskrevet YA-roman med noget på hjerte. Men det er rart. Det er letfordøjeligt, og jeg elsker det. Og ved I hvad? Jeg gider ikke skamme mig over noget, der gør mig glad.

Ingen bør skamme sig over at læse eller lytte til lige netop det, de har lyst til.

onsdag den 29. marts 2017

Kaffekatten #9 - Danske forfattere


Julie: Velkommen til endnu en gang Kaffekatten. I dag er emnet danske forfattere.
Luna: Hej venner, i dag skal vi snakke om danske forfattere, her på P1.
Julie: Der er mange.
Luna: Der er rigtigt mange.
Julie: Og man kan nok godt regne ud, ud fra de forfattere vi kommer til at snakke om, mærke genren vi læser. Altså der er jo også rigtigt mange store forfattere som Klaus Rifbjerg og Benny Andersen og den slags, store danske klassikere og sådan noget. Vi kan også gå helt tilbage til Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Men det er ikke det vi vil snakke om i dag. Det kan vi snakke om en anden gang, hvad vi har læst at store, klassikere og den slags.
Luna: Jeg har ikke læst noget…
Julie: Det har jeg. Også frivilligt, men det er en anden snak. Det er bare for at sige: Vi ved det godt, men det er ikke der vi er nu.
Luna: Det er ikke dem vi leger med i dag.
Julie: Hvad er det første du tænker når du tænker danske forfattere?
Luna: Altså jeg er jo lige gået i gang med at læse ”Nattens sanger” af Christina Bonde, som er en dansk forfatter. Hun har også skrevet ”Skyggesider”.
Julie: Altså når jeg bare sidder og kigger over på de små reoler. Vi har 3 bogreoler, hvor to er ret små. Her kan jeg nævne: Nicole Boyle Rødtnes, Nanna Foss, Sidsel Katrine Slej, Sidsel Sander Mittet, Haidi Wigger Klaris, Mark Liebst, Anika Eibe, Sarah Engell, Sandra Schwartz…
Luna: Oh, den gode Sandra Schwartz.
Julie: Nu sidder jeg bare og nævner navne, men der er mange af dem som har udgivet for nyligt.
Luna: Dem vi har læst bøger af, er primært bøger som er udgivet for nyligt. Og de fleste af dem de skriver så ungdomsbøger.
Julie: Hvad var det vi ville med det her emne? Nu kører vi bare lidt rundt i det.
Luna: Griner. Det ved jeg ikke, jeg ved heller ikke hvad jeg mente med det. Jeg tænkte bare at vi skulle snakke lidt.
Julie: Altså det jeg godt kan lide ved, lad os nu sige for eksempel Bogforum, rigtigt mange af de her danske forfattere vi har nævnt, er bare sådan nogle rigtige… altså da jeg startede med at blogge tænkte jeg… åh nej… hvad nu hvis de er sådan nogle… ja… Men det er de bare overhovedet ikke. De er de sødeste mennesker. De gider at svare på Instagram og på Facebook og de gider at sige hej på Bogforum, og de kan huske hvem man er inde for bogbloggermiljøet.
Luna: Ja, det er så hyggeligt når man møder nogen og de så bare siger: ”Hej Luna,”. Du ved hvem jeg er!
Julie: Ja, og i starten var det jo helt vildt, men nu er det mere blevet sådan et fællesskab hvor vi anmelder bøger og de skriver dem. Det er en form for samarbejde til fordel for alle. Og sådan en som Sandra Schwartz som vi har set lidt på Bogforum og lidt i Valby. Så en dag vandt hun en konkurrence på bloggen, og så fandt jeg ud af at jeg bare kunne køre over med bogen til hende, og så har vi drukket lidt kaffe, og hun har været her til kaffe. Altså…
Luna: Ja, hun kommer her på onsdag.
Julie: Det er bare så hyggeligt. Og så er de virkelig bare nogle fede typer og de skriver nogle pisse gode bøger.
Luna: Ja, fra de nye danske forfattere. De er alle sammen helt vildt dygtige. Det er ikke mange af dem jeg har givet dårlige anmeldelser. Ikke af dem man har et reelt samarbejde med eller kender, har mødt, set eller snakket med. De er alle sammen vildt dygtige og skriver vildt godt. Hvad kan man mere sige?
Julie: De deltager jo også i bloggertræf og forfattertræf og de er på Bogforum, og er enormt aktive på de sociale medier.
Luna: Ja.
Julie: Så man kan følge med i deres skriveprocesser og når de er ved at udgive noget og den slags.
Luna: Det er så fedt at man kan følge med.
Julie: Og man kan sige at det kan man sikkert også med mange af de amerikanske eller engelske eller svenske forfattere, men de er som regel lidt større. Hvis vi læser bøgerne er det jo ofte fordi de er udgivet i Danmark på dansk. Og så er de jo store nok til at blive oversat, og på den måde er det sværere at skrive til dem og få et svar.
Luna: Ja, de får nok ret mange henvendelser.
Julie: Ja, hvor mange tror du ikke skriver til J.K. Rowling hver dag?
Luna: Jeg tror hun har nok at se til.
Julie: Hvor for eksempel Nanna Foss, der var en dreng som havde fundet hendes telefonnummer for at spørge hvornår den næste bog kom eller at sige hun var en god forfatter eller et eller andet. Jeg kan ikke huske præcis hvad det var.
Luna: Det er også bare det der med, at hvis du poster noget med Instagram eller Facebook og tagger forfattere, så er de skide søde til at skrive en kommentar eller at like. Og man sidder stadig lidt med den der…årrrhhh-følelse. Starstruck. Men de er jo også bare helt almindelige mennesker som skriver bøger.
Julie: Stjernerne er også helt almindelige mennesker som går på toilettet og spiser junkfood.
Luna: Ja, I takt med at man har lært dem bedre at kende og at man har mødt dem og sådan, så falder det også lidt ned på jorden. Så er de faktisk ligesom alle os andre.
Julie: Ja. Det er ikke fordi der er så meget mening med denne her snak men jeg synes bare det er godt at nævne dem. Undskyld hvis jeg har glemt nogen. Jeg synes bare virkelig vi skal slå et slag for de danske forfattere. Fordi de er dygtige. Støt dem. Køb deres bøger. Lån dem på biblioteket så de kan få penge. Skriv til dem, de er pisse søde.
Luna: De er nemlig pisse søde og hvis man vil lave et interview eller et eller andet, så er de også bare altid helt med på den.  Det er så fedt. Så gør det.
Julie: Hej hej.
Luna: Hej hej

***

Det er lidt som om, det bliver meget tydeligt, hvem der snakker mest, når man sådan deler det op i farver. Jeg er født med mange et godt snakketøj, okay? 😃

torsdag den 23. marts 2017

Mellem himmel og helvede #1



Af: Anne Christine Eriksen
Forlag: Dreamlitt
Sidenatal: 339
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar, men alle meninger er mine egne.

Mellem himmel og helvede er første del af en fantasyfortælling. Denne bog følger primært menneskedrengen Daniel, der lever i en helt anden verden end den vi kender. En verden hvor vampyrer, elvere, engle, drager og andre væsener ikke er unormalt. En verden der er præget af at have været i krig, men hvor der lige nu hersker ro. Lige indtil Daniels forældre bliver slået ihjel og ingen rigtig tager sig af det. Daniel beslutter selv at søge efter svar og finder pludselig sig selv midt i ødemarken, hvor roen ikke er helt så tydelig, og hvor det pludselig er meget godt, at Djævlens sønner måske kan hjælpe ham.
"[...] Hvad er det her?" spurgte han og så endelig ned på de få sider papir. Djævlekontrakt for mennesket Danilen Larsson stod der øverst, håndskrevet med elegante strøg og lige linjer. Lesta krydsede armene. "Min far siger, at din halskæde lyder interessant. Du kan komme med os for at finde tyven, til gengæld for at du giver os kæden, når vi er færdige." Han vendte ryggen til mennesket og gik over mod døren igen. "Skynd dig at skrive under! (citat side 111)
Selvom Daniel er vant til at leve i en verden med andre væsener, er han ikke vant til at færdes i et område uden regler og hvor den stærkeste overlever. Han er i høj grad afhængige af de manipulerende Djævlesønner. Både deres evner og viden kommer ham til gode, men han tvinges også til at indse en masse ting om sit eget liv. Og så er der Lesta, den ældste Djævlesøn. En smuk elver der bliver ved med at dukke op i Daniels tanker. Også selvom han forsøger ikke at tænke på ham.

Mellem himmel og helvede er en fantasyroman med gang i. Der sker rigtig mange ting, og der er rigtig mange væsener, navne og historier at holde styr på. Heldigvis formår forfatteren selv at holde rigtig godt styr på de røde tråde igennem fortælling, hvilket gjorde det nemt for mig som læser også at kunne følge med. Nogle gange i løbet af fortælling skiftes der synsvinkel, og man følger Lesta fremfor Daniel. Første gang personen skiftede, blev jeg et øjeblik forvirret, men senere hen var det ikke noget problem og fungerede egentligt meget godt.

Fortællingen tager udgangspunkt i mordet på Daniels forældre, hvilket også er den bærende historie hele vejen igennem. Dog er der også fortællingen om hvordan Lesta og Daniel bliver gladere for hinanden - og Daniels anerkendelse af sin egen seksualitet. To fortællinger jeg, i første omgang, havde svært ved at se, hvordan kunne flettes sammen og ikke være hver deres separate historie. Men det fungerer rigtig godt som bihistorie undervejs og givet et godt sammenspil mellem karaktererne.

En af de ting jeg især synes forfatteren er god til, er at beskrive følelserne hos de forskellige karakterer. Daniels sorg over forældrenes død og hans angst, da han møder de barske realiteter i ødemarken er virkelig godt beskrevet. Levende og så jeg virkelig kan sætte mig i hans sted.
 
Det eneste, jeg synes er ærgerligt for bogen, er forsiden. Den minder mig alt for mig om de dårlige bøger på foleskolebiblioteket. Forsiden giver mig, desværre, associationer til en lidt yngre målgruppe (og til 1990'erne, med den streg, den er tegnet med), hvilket jeg synes er synd, da jeg tænker, det ville være en god bog for de lidt større teenagere. Bogen rummer meget mere, end forsiden lægger op til - og det er synd, hvis nogen ikke læser den, alene udfra forsiden. Og vi ved jo alle sammen godt, at man tit dømmer en bog på dens cover. Uanset om det er fair eller ej!

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Der er gået en måend siden sidste indlæg. Det er virkelig ikke meningen. Jeg er bare så travl for tiden!

fredag den 24. februar 2017

Mig Maja


Af: Sandra Schwartz
Forlag: Carlsen
Sideantal: 263
Originalsprog: Dansk

Bogen er en gave fra forfatteren, men alle meninger er helt mine egne.

Mig Maja er en uafhængig fortsættelse af Se mig nu. Denne gang er Maja hovedpersonen og Eva står på sidelinjen. Maja er helt vild med Tristan, og hun længes efter, han opdager hende. Så da han inviterer hende, og veninderne, med til en fest, er Maja lykkelig. Indtil hun skal vælge tøj - for maven buler sådan ud. Og det er så svært at være sund. Desuden flytter Sylvester ind hos Majas familie - og er der en, Maj ikke kan døje, er det ham.
"Med ét får jeg kvalme. Kvalme af kagemassen, der skvulper rundt i min mave, sukkeret, der æder hul i mine tænder, Katrine blik, der brænder. For det er jo løgn, hvad jeg siger. Jeg vil jo gerne være sund. Katrinesund med lange, slanke linjereller Evasund med fine, spinkle lemmer. Det er et fedt. Alt handler om former, og jeg vil have flere rette linjer og færre kurver." (Citat side 25)
Maja har virkelig svært ved at lade slik og kage være. Samtidig ønsker hun inderligt at ligne sine to, slanke veninder. Hun finder en slags løsning ved at kaste op, når hun synes, hun har spist for meget. Det er ikke sundt - det ved Maja godt. Men det er så svært, at lade være. Og så er der Sylvester. Storebroderens barndomsven, der har fået et værelse i kælderen. Han er både en plageånd, en flot fyr - og har sit eget at kæmpe med. En kombination, der både skræmmer og tiltrækker Maja. Alting er filtret sammen og er enormt svært, at rette ud.

Mig Maja er endnu en del af Carlsens sommerfugleserie og henvender sig (primært) til piger mellem 12 og 14. Men selv en (ung) voksen som jeg nød at læse den. Den kan læses uafhængigt af Sandra Schwartz anden bog, Se mig nu, men refererer til hændelser heri. Bogen sætter fokus på et vigtigt emne. Krop, udseende, og angsten for ikke at være pæn nok. En angst, der kan ende i en spiseforstyrrelse. Der er efterhånden skrevet en del (ungdoms-) bøger om emnet, hvilket jeg kun bifalder, da spiseforstyrrelser (og andre psykiske lidelser) stadig er tabu. En af de ting, jeg især er vild med i denne bog, er det lette sprog og det faktum, at hele fortællingen om Majas kropsbevidsthed, er sat ind i et univers, jeg er ret sikker på, målgruppen er godt bekendt med. Skole, veninder, forelskelse, kærlighedsdrama. Den rammer godt ned i den hverdag, jeg selv husker, jeg var i, da jeg var 12-14 år gammel - og derfor, tror jeg, den er nemmere at relaterer til. Karaktererne er troværdige - og vigtigst af alt, er der ikke en løftet pegefinger, der skælder Maja ud for at handle, som hun gør. Der er en forstående tone, samtidig med, der ikke opfordres til den slags handlinger. Noget, de unge har brug for. Tror jeg nok.

I forhold til Se mig nu, synes jeg slutningen i Mig Maja er lidt for åben. Jeg håber, det er fordi der kommer endnu en fortælling - måske om Katrine. Desværre fortæller forfatteren i et interview med Lunas Kaffekrog, at det måske ikke er tilfældet. Jeg krydser fingre alligevel, for jeg vil gerne vide, hvad der videre sker Især med Maja - men også med Katrine, der endnu er lidt en lukket bog for mig.

Jeg giver bogen 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har ikke nogen god bonusinfo i dag. En masse sne er ved at smelte udenfor?!