søndag den 18. juni 2017

Agathe


Af: Anne Cathrine Bomann
Forlag: Brændpunkt
Sideantal: 112
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Agathe er en lille roman, men den indeholder mange store tanker og temaer. En ældre psykiater, der er træt af det meste i livet. Faktisk er hans eneste glæde at tælle ned, til han ikke har flere samtaler med sine patienter. Alting har kørt på samme måde i mange år, men det kun indtil Agathe insisterer på at blive patient hos ham, på trods af klinikken snart står på lukning.
"Dagens tal ar 529, og jeg vågnede klokken 06.25 med hjertebanken og en kraftig snurren  mit venstre ben. Jeg troede først, at jeg måtte have liget forkert, men det holdt ikke op, da jeg gik en tur rundt i stuen. Der er også alt for lidt plads, tænkte jeg irriteret, da min hofte stødte mod spisebordet, og hvad hvis jeg faldt om her? Hvor længe ville der egentligt gå, før nogen fandt mig?" (citat side 34).
Troligt møder Agathe op til sine timer og taler og fortæller. Alt imens konfronteres psykiateren med sin egen tilværelse og hvordan han indtil nu har levet, anskuet sine patienter og resten af sit liv. Ydermere tvinges han til at træde i karakter, da hans sekretær, der har stået for alt på klinikken, må sygemelde sig grundet sin mands kræftsygdom.

Agathe er en fin lille roman. Både af udseende og indhold. Jeg må indrømme at jeg først tænkte, den lød tung. En livstræt psykiater, der behandler en patient i en tid langt før min? Det lød ikke som noget, jeg egentligt ville læse. Men det blev det. Sproget i sig selv er fængende og nogle af sætningerne er vældig finurlige. De korte kapitler gør det overskueligt og fortællingen var langt mere interessant end jeg kunne forvente. Jeg blev simpelthen så positivt overrasket af den lille, fine bog.

Agathe og psykiaterens forhold udviklede sig undervejs på en måde, så jeg måtte læse videre. For hvordan ville det ende? På trods af, fortællingen ikke er længere, end den er, afrundes den på en fin måde, og jeg sidder ikke tilbage med ubesvarede spørgsmål eller uforløste følelser.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Det var den første bog, jeg læste efter jeg startede på mit nye job.

torsdag den 15. juni 2017

Litteratur om selvskade (tema om selvskade)


Der findes faktisk ret mange bøger, der handler om det, at have det svært. Sick lit er blevet ret populært. Både sick lit om fysiske sygdomme - men også om psykisk sårbarhed eller psykisk sygdom. Jeg synes dog ikke, udvalget af bøger om selvskade er så stort. Jeg har derfor lavet en liste over de bøger, jeg synes behandler temaet selvskade på en god måde. Med denne liste afslutter jeg temaet om selvskade her på bloggen.

Bøger der omhandler selvskade

Hjertet er 1 organ af Sarah Engell - helt klart en af mine yndlingsbøger. Jeg synes, den handler rigtig meget om følelserne og tankerne bag hovedpersonens selvskade. Og det på en måde, der er let at forstå og sætte sig ind i, på trods af, det kan være rigtig ubehageligt at læse om den specifikke selvskade.

Er du okay, Fie? af Anika Eibe. Denne bog er rigtig grum at læse, fordi den er så eksplicit i sine beskrivelser. Men for mig er den ægte. Den sætter ord på det, at føle man skal leve op til en hel masse, man ikke nødvendigvis kan - eller har lyst til. Ægtheden gør den grum, men bestemt også rigtig god. Og vigtig.

Cutter af Peter Solberg Dirksen. Den nyeste roman om selvskade. Også denne bog handler meget om tankerne og følelserne bag selvskade, men også rigtig meget om, hvordan det påvirker de pårørende til den person, der selvskader. Romanen er skrevet af en mand, hvilket jeg faktisk ikke særlig tit støder på, når der handler om selvskade, så det er dejligt at få mændene på banene. For det er en myte, at de ikke skader sig selv ligeså meget som piger/kvinder gør.

Like had luderen af Johanna Nilsson. Selvskaden er ikke det overordnede tema i denne ungdomsroman, men behandles dog alligevel som en del af fortællingen. Der er mere fokus på digital mobning, som årsagen til, at en af hovedpersonerne får trang til at skade sig selv. Jeg synes dog godt, den kan være med i temaet, da bare det, at litteratur har selvskade med som bitema er med til at bryde tabuet.

Ar af Patricia McCormick (ikke anmeldt) er en lidt ældre ungdomsroman om selvskade. Den er fra 2001, og jeg synes faktisk den er meget god. Den henvender sig til en lidt yngre målgruppe, og er ret nem at komme igennem, men benhandler alligevel temaet på en fin måde. Især tankerne og følelserne bag selvskadetrangen får lov at fylde i denne bog.

Stjerneskælv af Anders Johansen (ikke anmeldt). Endnu en velskrevet, dansk, ungdomsroman. Selvskaden i denne roman er både i form at cutting og spiseforstyrrelser (hvilket jeg ikke rigtig har snakke om i temaet). Den er desuden virkelig velskrevet!

Ar fra mit glemte liv af Nicole Boyle Rødtnes (anmeldelse kommer senere). Igen en bog der egentligt handler om så mange andre ting end selvskade, men som alligevel har emnet indover. Der er fokus å alle de ting, der kan presse et menneske derud, hvor selvskade synes at være en løsning på alle problemerne.

Zebrapigen af Sofia Åkerman (ikke anmeldt). En biografisk beretning om det at være svært selvskadende. Hvordan det er, når systemet fejler og ikke formår at hjælpe godt nok. Men også en fortælling om, hvordan selvskade kan blive så stor en del af ens liv, at det næsten bliver ens identitet.

Kære fucking dagbog af Henrik List (ikke anmeldt). Kan I huske dengang det var lidt sejt at være emo? Det handler bogen om. Men også om, hvor svært det er at være ung, forvirret og sårbar. Selvskade er ikke det store fokus, men bliver dog nævnt på en måde, så man som læser forstår, hvorfor det kan være en løsning.


Har du et bud på bøger, jeg ikke har nævnt, der handler om selvskade? Eller har du læst en eller flere af dem, jeg har nævnt, og har lyst til at dele nogle tanker om dem? Så skriv endelig en kommentar eller mail til mig.

Mange tak fordi I har fulgt med i dette tema. Jeg håber, det har været læsetiden værd!

torsdag den 8. juni 2017

Selvskade og litteratur #2 (tema om selvskade)



Før du læser mere, anbefaler jeg, at du læser dette indlæg, hvis du ikke allerede har gjort det. Det er nemlig optakten til det kommende skriv.

Bøger har altid betydet rigtig meget for mig. Lige siden jeg var ganske lille, har jeg elsket at læse. Det ,at forsvinde ind i en anden verden, har altid været fantastisk. Da jeg som 12-13 årig så småt begyndte at få det svært, var det nemt at flygte ind i bøgerne. Jeg ledte hylderne tynde på skolebiblioteket og brugte mange eftermiddage på byens bibliotek. I en periode droppede jeg fritidsklubben til ære for at sidde flere timer på biblioteket. Jeg ledte efter bøger, læste og nød atmosfæren.

Jo værre jeg fik det, des mere tiltrækkende blev det at flygte fra min egen virkelighed og overtage nogle andres. Det gav mig fri fra tankerne. Det gav mig et frirum, en pause fra alle selvbebrejdelserne og en flugt fra angsten.

Frirummet behøvede ikke bestå af letlæselige, glade fortællinger. Det kunne ligeså vel hjælpe, og lette mine tanker, at læse om andre, der havde det svært. Faktisk var det en forløsning, at læse om andre, der havde det mere eller mindre som mig. Jeg lukkede ikke nogen ind i mit liv, i mine tanker eller følelser - kun karaktererne i bøgerne lukkede jeg ind. De svarede ikke igen, de følte blot mange af de samme ting, som jeg gjorde.

Da jeg blev rigtig syg og måtte indlægges, var bøgerne en flugt fra den virkelighed, der var på afdelingen. Når der blev kaldt alarm, fordi en medpatient bankede hovedet i væggen, kunne jeg lukkede lydende ude, ved at læse. Når personalet ikke havde tid, fordi andre havde mere brug for dem end jeg, eller de (igen) var til møde, forsøgte jeg at udskyde min selvskadetrang ét kapitel adgangen.

Jeg læste hvad som helst, da jeg var indlagt. Lige fra Benny Andersen til Hanne Vibeke Holst. Lige fra Virkelighedens Verden til Dan Turèll. Undervejs har jeg helt sikkert misset et par pointer og ikke fået alt det ud af bøgerne, som jeg ville som rask. Men de virkede. Som afledning, som flugt, som tidsfordriv. De var angstdæmpende, lyddæmpende, vredesdæmpende.

Senere, da jeg flyttede på opholdssted og i en periode ikke gik i skole, tilbragte jeg mange timer på byens lillebitte bibliotek. En gang var jeg så opslugt af at lede hylderne igennem, at jeg var lige ved at blive låst inde, da biblioteket lukkede! Så meget kunne jeg forsvinde ind i siderne, duftene og fornemmelserne af bøgerne.

Især har jeg brugt bøgerne til at holde ud. "Et kapitel mere, inden jeg skader mig selv," sagde jeg igen og igen, for på den måde at holde ud. Jeg læste, til mine øjne faldt i, når jeg lå søvnløs. Jeg brugte bøgerne til at finde måder, at forklare andre, hvordan jeg havde det.

Jeg har selv kæmpet alle mine kampe, men bøgerne har i dén grad hjulpet mig.

Bøger der især har betydet noget for mig
Louise Trilogien - Louise var mit idol. Jeg ønskede at være præcis som hende.
Breve Indefra - jeg var enormt fascineret af denne fortælling og læste den igen og igen.
Harry Potter - en eventyrverden, der var så meget bedre end den, jeg levede i, på trods af Voldemort!
Stort set alt fra Virkelighedens Verden - for de havde det altid værre end mig.
Krimier af Patricia Cornwell - Velskrevet krimi der kunne fænge, selv når jeg var rigtig ufokuseret

... Og mange, mange flere.

Hvilke bøger har betydet noget for jer, i en svær periode af jeres liv?

tirsdag den 6. juni 2017

Forfatterinterview #3 - Sarah Engell (tema om selvskade)



Som faste læsere af min blog måske ved, er jeg ret vild med Sarah Engells ungdomsromaner. Især dem der handler om, at livet er svært. Hun har blandt andet skrevet Hjertet er 1 organ, der netop har selvskade som tema. Jeg har derfor stillet hende nogle spørgsmål, der relaterer sig til temaet oms selvskade.

Har du lyst til, kort, at introducere dig selv?
Jeg hedder Sarah, jeg er 38 år og bor i Tårnby sammen med min mand og vores to børn. Min første bog udkom i 2009, og jeg har siden skrevet for både børn, unge og voksne. Det er dog ungdomslitteraturen, eller YA, der – indtil videre – mest har stjålet mit hjerte. Jeg elsker at skrive om de der år, hvor man for første gang skal finde ud af, hvem man er som menneske, og hvad man vil med sit liv - og kan med sit liv (og ikke mindst, hvad man gør, hvis der er langt imellem de to). De år, hvor man bryder op fra barndommen og skal til at skabe sit eget. Det spændende, angstprovokerende, sårbare, forvirrende og magiske ved at bevæge sig ud i verden – og skulle prøve alting for allerførste gang. Min nyeste udgivelse er Hjertet er 1 organ fra 2016. Til efteråret udkommer jeg med en ny YA-bog, som jeg glæder mig til at dele med jer.

Hvad har fået dig til at skrive den slags ungdomsromaner, du har? Her tænker jeg på romaner om det svære i livet.
Det er den slags bøger, jeg altid selv har læst og elsket. Jeg kan godt lide bøger, man virkelig kan mærke. Jeg synes, det er interessant at forsøge at trænge ind under facaden til dét, som er svært og knudret og skamfuldt og nogle gange så mørkelagt, at der ikke rigtig findes ord for det. For mig er det også vigtigt med en følelse af nødvendighed i forhold til de historier, jeg vælger at gå ind i.

Hvordan skriver man om sådan nogle emner, når man ikke selv har været i de situationer eller oplevet de ting?
Empati og indlevelsesevne er, efter min mening, en af forfatterens vigtigste værktøjer. Man må være villig til at gå helt ind i de svære følelser og tanker og forsøge at skrive fra dén position, altså indefra. Hvis man står udenfor som betragter, kan det hurtigt blive enten fordømmende eller moraliserende eller få et pædagogisk sigte, der skaber distance. Derfor forsøger jeg at komme så tæt på hovedpersonen som muligt og finde de steder i mig selv, hvor jeg ikke bare teoretisk forstår, men følelsesmæssigt forstår. Eksempelvis er jeg aldrig selv blevet mobbet, ligesom Stella i 21 måder at dø. Men jeg har oplevet følelsen af svigt og af at blive holdt udenfor. Jeg har heller aldrig haft selvmordstanker, men jeg har haft tanken: Gid jeg bare kunne forsvinde. Jeg har heller aldrig skåret i mig selv, ligesom Lucca i Hjertet er 1 organ, men jeg har oplevet selvhad, selvdestruktive tanker og tanker om at straffe mig selv. Med andre ord: Jeg forsøger at finde ind til en autentisk følelse, og så forstørrer jeg den op, når jeg skriver. Jeg tror på, at hvis jeg tager udgangspunkt i noget autentisk, så vil teksten i højere grad fremstå troværdig, fordi den bygger på noget ægte.

Hvor meget tid bruger du på research?
Mere og mere, faktisk. Mine første bøger er skrevet stort set uden research, og jeg veg bevidst udenom det, fordi jeg havde en forestilling om, at research var kedeligt. Jeg tænkte: Godt, jeg ikke skriver krimier, for krimiforfattere er nødt til at researche alt muligt om våben og opklaringsarbejde og politimetoder osv. - godt det ikke er mig ☺ I dag har jeg det helt anderledes, fordi jeg har fundet ud af, at research er både sjovt, lærerigt og ikke mindst vildt givende i forhold til bogens udformning. Jeg bruger ikke kun research til at lappe huller i min egen viden, men som en kilde, jeg kan tappe fra i forhold til både sprog, tone, tematikker, miljøer osv. I Hjertet er 1 organ, for eksempel, havde jeg lyst til at gribe mine karakteropbygninger an på en ny måde, så jeg studerede de to tidsepoker romantikken og oplysningstiden og brugte dem som fundament til at opbygge henholdsvis Xu og Lucca. Det er selvfølgelig en tidskrævende og meget nørdet metode, men jeg synes, det er fedt at ryste posen og bruge research på alle mulige nye, kreative måder. Til både 21 måder at dø og Hjertet er 1 organ har jeg samlet researchet et års tid til hver bog (både før og under selve skriveprocessen). Det meste af researchen (men ikke det hele) er foregået på nettet, eksempelvis ved, at jeg har besøgt forskellige chatfora og facebookgrupper. I min nye YA-roman, til gengæld, har jeg været rigtig meget ”ude i marken” og tale med en masse forskellige mennesker. Det har igen været noget helt nyt og virkelig givende – både for min bog og for mig personligt.

Har du haft nogle bekymringer ved at udgive litteratur, til unge, om så voldsomme emner?
- hvad har i den forbindelse været dine største bekymringer?

Det svære i livet forsvinder jo ikke, hvis vi holder op med at sætte ord på det - tværtimod. At kæmpe med noget og så oven i købet føle, at man er helt alene om den kamp, gør det ikke alene dobbelt svært, det gør det også meget ensomt. Jeg tror ikke på, at man ved at censurere alle voldsomme emner og problemer væk fra ungdomslitteraturen, samtidig censurerer problemerne væk fra de unges liv. Jeg tror mere på at møde dem lige dér, i det sorte hul, hvor livet gør allermest ondt, og de har allermest brug for at blive mødt – og så give dem en hestesko, så de kan komme op fra det sorte hul igen. Det gør jeg ved at lægge en masse håb ind i mine bøger, ved at lyse ind i mørket og piske livsleden op med en masse livsglæde. Mine bøger handler om svære emner, ja. Men de handler jo også om meget andet – om musik og dans, om at forelske sig, om at plante jordbær, om at finde sig selv, om at sætte sig ned i en kajak, selvom man er bange for vand, om venskaber, om at få et kram og om at genfinde alt det smukke i livet – som jo stadig er der et sted, selvom det kan være svært at få øje på, når man er nede i det der hul.
Selvfølgelig gør jeg mig en masse overvejelser i forhold til, hvordan jeg behandler de her emner, men selve det at tage dem op, bekymrer mig ikke. Det ville bekymre mig mere, hvis ungdomslitteraturen altid gik i en stor bue uden om det der sorte hul og efterlod de unge alene dernede.
Og så er det jo vigtigt at huske, at ikke alle bøger er for alle læsere. Nogle unge elsker at læse om de her svære emner, ligesom jeg selv gjorde som ung, andre foretrækker noget andet, og derfor er det vigtigt, at vi dyrker diversiteten, så der er noget til alle.

Hvad tænker du, dine bøger, og den slags litteratur i det hele taget, kan give til læseren?
Forhåbentlig kan det give læseren en følelse af ikke at være alene. En følelse af at være forstået, også for de tanker, det kan være svært at tale om – og som det derfor kan være nemmere at få spejlet i en bog. I litteraturen kan man møde mennesker, som måske i virkeligheden forstår én meget bedre end éns forældre og bedste venner. Sådan havde jeg det ofte selv som ung. Dét er en del af magien ved litteratur. At man kan blive mødt og forstået i det trygge, private rum, der kan opstå mellem en læser og en tekst.

Har du selv brugt litteratur til at "komme igennem" nogle ting? Det være sig for mange tanker, dårlige dage eller andet?
Det har jeg helt sikkert. I min barndom og ungdom var der meget, vi ikke talte om derhjemme. Så kunne jeg ”tale” med bøgerne, få svar på spørgsmål, få nye perspektiver osv. Dét man ikke siger højt, er ofte det mest skræmmende. Som barn og ung registrerer man jo vildt meget, og hvis dét man mærker ikke bliver anerkendt eller italesat, kan det give en usikkerhed - ikke bare overfor egne fornemmelser, men overfor verden i det hele taget. For mig var det en stor befrielse at opdage litteraturen og læse bøger, hvor tingene blev sagt lige ud. Hvor alt det mørke, svære og ubehagelige blev trukket ud i lyset. Skønlitteratur er uden tvivl dét, jeg har lært allermest af – om mig selv, om relationer mellem mennesker, om livet, om at holde ud, selv når tilværelsen er svær. Det var helt klart også litteraturen, som gav mig modet til at holde fast i min drøm om at blive forfatter – modet til at vælge noget andet end alle dem omkring mig, også selvom det havde konsekvenser. Litteratur kan på den måde være effektivt til lige at tørre forruden af med, så man ser mere klart. Litteratur giver mig stadig mod og håb og nye perspektiver – og det er det mest effektive middel til at føle sammenhørighed med andre mennesker og sætte egne problemer i perspektiv.

Selvskade og litteratur #1 (tema om selvskade)


Når jeg på bloggen kører et tema om selvskade, er det, som før skrevet, også fordi jeg har erfaring med det selv. Dette indlæg rummer ikke så meget om bøger - og så alligevel lidt. Jeg vil i stedet fortælle lidt om mig selv, og hvorfor selvskade er så vigtigt et emne for mig, at skrive om.

Det ramte mig lige, i morgentoget. Maj måned er lige slut. For 11 år siden, i maj måned, blev jeg, som 16 årig, indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling. Jeg var depressiv, angst og havde selvmordstanker. Jeg var selvskadende, havde ringe selvværd og selvtillid. Det blev 10 måneders indlæggelse i alt, på både åbnet og lukket afdeling.

Nu, som 27 årig, startede jeg med at arbejde på en lukket psykiatrisk afdeling. Tænk sig, som livet kan udvikle sig. Skulle jeg skrive en selvbiografi en dag, kunne den passende hedde: "Fra den lukkede - til den lukkede".

Jeg er nået langt. Jeg har ikke tal på det antal psykologer, psykiatere, terapeuter og behandlersygeplejersker, jeg har talt med. Vi er nok tæt på de 20. Jeg har været igennem nok hundredevis af terapitimer, virkelig mange timers gråd, frustrationer, angst og håbløshed. Og jeg har rigtig mange ar. På min ene arm og mine ben. Ar, der vidner om en tid med for mange tanker og følelser, jeg ikke kunne rumme. Ar, der hver især husker mig på, at jeg har været et andet sted - men også at jeg har kæmpet.

Jeg har mange, mange gange skulle forsøge at forklare, hvorfor jeg skadede mig selv. Og ja, hvorfor gjorde jeg det? Der findes ikke ét svar. For opmærksomhed, sagde en sygeplejerske, der fattede absolut hat af, hvad det handlede om. Afhængighed, sagde andre. Affektregulering, står der i min journal. Måske. For mig var det angstdæmpende. Når angsten flåede i kroppen, og jeg ikke kunne mærke mig selv, fik selvskaden mig til at mærke noget. Ikke følelsesmæssigt - men rent fysisk. Smerten overbeviste mig om, jeg fandtes; at min krop havde en grænse, at jeg ikke var ved at falde fra hinanden.


Det er ikke for opmærksomheden, når man konstant er angst for at blive opdaget. Jo, der var en hvis afhængighed over det - men kun fordi, jeg vidste, det virkede på sekunder. Affektregulering? Ja, det fjernede angsten. Det hjalp mig til at holde ud.

Og lad os lige holde fast ved det. At holde ud. Selvfølgelig er selvskade på lang sigt ikke hensigtsmæssigt, men det er en langt bedre strategi end at tage sit liv. Det kan vi godt blive enige om, ikke? For mig var det en gang i mellem det valg, jeg følte, jeg havde. At give helt op - eller få noget forløsning, noget ro, noget kontrol ved at skade mig selv. Set på den måde, har selvskade formentlig reddet mit liv et par gange.

Langt fra alle gangene, jeg har skadet mig selv, har været for at undgå selvmord. Men det er vel ikke underligt, at man tyr til det nemmeste middel, når ens tanker og krop er i så kaotisk en tilstand, at man føler, man bliver sindssyg.

Det er blevet et langt skriv nu, men jeg føler, det er vigtigt at være ærlig og få fortalt, hvorfor litteratur om selvskade er vigtigt ifølge mig. Og for at forklare det, må (noget af) min historie også nævnes. For at det ikke skal blive for langt, vil jeg skrive et nyt indlæg inden længe, om hvad litteratur har betydet for mig, i forbindelse med mit sygdomsforløb.

fredag den 2. juni 2017

Forfatterinterview #2 - Peter Solberg Dirksen (tema om selvskade)


I forbindelse med min anmeldelse af Cutter, og temaet om selvskade, har jeg interviewet forfatteren bag romanen. Han får selv lov at føre ordet her:

Først har du måske lyst til at fortælle et par ord om dig selv?
Jeg føler, jeg er sat i verden for at hjælpe andre mennesker blandt andet gennem mine bøger, og jeg ønsker at gøre en positiv forskel for de mennesker, der har det svært i livet, da jeg selv har oplevet sorg og smerte, svigt og tab i både ungdoms- og voksenlivet.

Fortæl lidt om din roman, Cutter.

”Cutter” er skrevet som en ungdomsroman til unge og voksne for at give en forståelse af, hvorfor man skader sig selv og for atbryde tabu omkring selvskade, så man kan tale åbent og ærligt herom.
Men det er også en ungdomsroman om de tanker og følelser, man gør sig i teenagelivet. Tanker og følelser, der går igen fra generation til generation – kun omstændighederne ændrer sig.

Hvad fik dig til at skrive Cutter?
Jeg skrev ”Cutter”, da vi var pårørende til en ung selvskadende pige, der var cutter, havde spiseforstyrrelser og selvmordstanker. I første omgang var det pigen, der bad mig om at skrive hendes historie, ligesom hun bidrog til bogen med sin egen version af historien og en musiktekst (begge fremgår af bogens appendiks). Musikteksterne var hendes måde at udtrykke sine tanker og følelser på. Pigen endte med at efterlade mig og min familie i sorg og smerte, hvorfor bogen blev en måde at udtrykke mine tanker og følelser på om alt det, der skete. Finde forløsning.

Da Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) gik helhjertet ind i bogprojektet ved blandt andet at skrive forord til ”Cutter” og anbefale bogen, gav det hele pludselig mening på et højere plan. Sammen kan vi hjælpe unge selvskadende og deres pårørende og bryde tabu omkring selvskade.

Hvad fik DU ud af, at skrive Cutter
?
Jeg håbede på, at jeg ville finde forløsning for min egen selvskade i teenagelivet og forløsning for det at være pårørende til en selvskadende - begge dele gør lige ondt i hjerte og sjæl – ved at skrive ”Cutter”. Men jeg mærker stadig smerten fra brystkassenog klumpen i halsen. ”Cutter” har derfor ikke hjulpet mig personligt (endnu). Jeg tror, det skyldes, at vi aldrig er blevet forsonet med den unge pige, der efterlod vores familie med et åbent sår, der ikke vil heles. Jeg tror også, det skyldes, at det er gået op for mig, at jeg aldrig rigtig er kommet ud af min egen selvskade. Men ”Cutter” har hjulpet mange andre mennesker, som jeg har talt med, og jeg er meget taknemmelig over, at bogen er med til at gøre en positiv forskel for dem, der læser den. Og med til at skabe opmærksomhed omkring selvskade så flere kan få hjælp.

Efter jeg var i DR P1-eftermiddag og Go’morgen Danmark på TV 2 har jeg oplevet, at rigtig mange mennesker har henvendt sig til mig med deres personlige historier, fordi de følte, de kendte mig. Det er jeg rigtig glad for, da det har ført til mange nye relationer og venskaber.

Har litteratur betydet noget særligt for dig, i en svær periode af dit liv?
Ja, jeg har altid udtrykt mine tanker og følelser gennem litteraturen. Min første roman ”Den usædvanlige lillesøster” (Borgen 2005 og Carlsen 2015) er en børneroman i fantasygenren, som jeg skrev, efter vi havde mistet en pige, Nanna, der døde under fødslen. Men hun lever i bedste velgående nu bare som vores skytsengel.

Hvad ønsker du, Cutter kan gøre for andre?

Jeg ønsker at ”Cutter” som ”Christiane F.” kan være med til at forebygge at unge mennesker bliver selvskadende, at pårørende(og alle andre) får en forståelse af, hvorfor man er selvskadende, og at de unge selvskadende kan se, at der er en vej ud af selvskaden. For der er altid mindst én, der rækker dig hånden – og den hånd skal du gribe, inden det er for sent.

Havde du nogle bekymringer, ved at skrive og udgive Cutter? Fx har der været kritik af den slags litteratur kan opfordre unge til selvskade. Hvad tænker du om det?

Når jeg signerer ”Cutter” hos boghandlerne, er der enkelte, der spørger, om ”Cutter” ikke er med til at inspirere unge til at cutte sig selv, ligesom andre taler om cutting som et ”modefænomen”.
”Cutter” er ikke med til at inspirere unge til at cutte sig selv. Tværtimod. Bogen har en afskrækkende effekt i relation til selvskade. Og ved at tro, at cutting er et ”modefænomen”, svigter man de unge mennesker, der har ondt i hjerte og sjæl.

Har du noget, du gerne vil sige i forhold til selvskade?

Ja, søg hjælp hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), som jeg har skrevet ”Cutter” i samarbejde med. Du er også velkommen til at skrive til mig!

De kærligste hilsener,

Peter

tirsdag den 30. maj 2017

Cutter (tema om selvskade)


Af: Peter Solberg Dirksen
Forlag: Egolibris
Sideantal: 292
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er helt mine egne.

Cutter er en ungdomsroman om pigen Mila, der hader sig selv og sin krop. Hun bor med sin familie i udlandet, og har svært ved at falde til. Marty har svært ved at falde til derhjemme, og derfor tager han på udveksling hos Milas familie. Hver især har de tunge unge deres ting at slås med, og det er svært for dem at bruge hinanden, omend de inderst inde begge ønsker at få det bedre.
"Dæmonerne inde i Milas hoved holdt hende vågen til langt ud på natten med deres ondskabsfulde og ydmygende stemmer. Der var en  nat, hvor de havde holdt hende vågen hele natten. Samme aften havde hendes mor uden at pakke det ind fortalt hende, at hendes far havde forladt dem, da hun ventede Mila. Dæmonerne gnæggede skadefro, da de sagde til Mila, at det var hendes skyld. At hun var uønsket i familien. At hun var en gave i sort indpakningspapir. En af de gaver, man ikke havde ønsket sig. Alting var hendes skyld!" (Citat side 29).
 På en eller anden måde, bliver Mila veninder med Isa. Isa ryger, drikker, pjækker og slås. Og hun hænger ud med Dominique - der har forbindelser på byens diskoteker, og ikke mindst hos dem, der sælger stoffer. Mila drages længere og længere ind i en verden, hun ikke kan gennemskue. I modsætning til Mila, begynder Marty at hænge ud med skolens populære slæng, og han kan kun se til, mens Mila glider længere og længere væk fra familien. Han forsøger at trænge ind til hende, mens han samtidig forsøger at fortrænge sin egen fortid, med en voldelig far. Alting går skævt, og Mila ender et sted, hvor hun ikke kan bunde. Milas nye venner trækker hende længere ud og hun nægter at gribe de redningskranse, Marty forsøger at kaste til hende.

Cutter er en medrivende roman, der på ærlig vis beskriver de kampe, de to hovedpersoner hver især kæmper. I hvert kapitel følger man både Mila og Marty, hvilket giver et godt flow. Undervejs er der også tilbageblik til begge hovedpersoners tidligere oplevelser, som på fin vis trækker røde tråde frem til de problemer, de nu står i.

Fortællingen er sat i slut 80'erne, og selvom det som sådan ikke har betydning for fortællingen, er det en tid, jeg ikke rigtigt kender til, da jeg endnu ikke var født der. Fortællingen bliver ikke dårligere af den tid, den er sat i, men jeg tror, det kan være svært for nogle unge i dag, at relatere til, da det ikke er helt samme virkelighed, som de lever i. Det er dog ikke noget der som sådan trækker ned, for mig.

Den omtale romanen har fået, gjorde at jeg forestillede mig, der ville være rigtig meget fokus på selve selvskade- og spiseforstyrrelsestemaet. Det er der også - men i den forstand, at det handler om alt det, der ligger bag, at nogen skader og sulter sig selv. Dette synes jeg helt bestemt er vigtigt, da det kan være med til at nedbryde tabuer. Jeg havde dog forventet en helt anden fortælling. Jeg vil ikke sige, jeg blev skuffet - for romanen var medrivende og velskrevet, og jeg kunne virkelig godt lide den fortælling, det endte med at være. Jeg havde dog forventet mere fokus på selve selvskadedelen, eller i hvert fald flere tanker fra hovedpersonen om det, at skade sig selv.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Næste indlæg bliver et kort interview med forfatteren bag romanen.