søndag den 15. oktober 2017

Wika og Oberons rasen


Manuskript og dialog: Thomas Day
Manuskript, tegninger og farvelægning: Olivier Ledroit
Forlag: Cobolt
Sideantal: 69
Originalsprog: Fransk (læst på dansk)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Eventyret i denne grafiske roman handler om feen Wika. Som spæd får hun klippet vingerne af, for at redde hende fra den onde fyrst Oberon og hans ulvinde, der overtager dræver Wikas forældre og overtager landet. Wika vokser op hos en adoptivfamilie og lærer ikke sine kræfter at kende. Wika bliver træt af livet, som hun kender det, og tager til Avalon - hovedstaden i elverriget. Her møder hun mestertyven Bran som hun sår sig ned hos. Sammen ender de i et opgør mod Kabulguen - en trold der kender Wikas historie og ønsker at udslette hende. Sammen flygter Wika og Bran for at finde en måde at redde sig selv, og måske endda riget, på.

Se, det er svært at kommed med et citat, når nu fortællingen består af billeder og dialog - og ikke lange sætninger. Derfor udelader jeg dette. Desuden må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg helt skal gribe denne anmeldelse an, da det er første gang, jeg anmelder noget som helst grafisk. Så I må bære over med mig, denne gang!

Wika er en steampunkinspireret fantasysaga. Der er sommerfugle, tandhjul, magi, onde fyrster, sensualitet, feer, svulmende barme og eventyr. Dialogen er sjov og fængende. Det tog mig noget tid at vende mig til den måde, det skal læses på, når der ikke blot er lange sætninger og ord - men dette havde intet med selve denne fortælling at gøre men udelukkende mine skills. Da jeg først fandt måden at læse og forstå billeder og dialog på, havde jeg lyst til at vide mere og mere om Wika og hendes farlige eventyrrejse.

Billederne er sindssygt flotte - det er virkelig flor illustreret. Jeg er vild med brugen af gyldne farver og der er så mange detaljer, at jeg flere gange blot sad og betragtede billederne og sugede indtrykkene til mig.

Det var først, men bestemt ikke sidste gang, jeg kaster mig ud i at læse grafiske romaner og jeg glæder mig til at læse mere om Wika og hendes kamp mod den onde fyrste.

Bogen får: 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Dette er min første grafiske roman, og jeg er fortryder, jeg ikke har forsøgt mig ud i denne genre af bøger noget før.

mandag den 9. oktober 2017

Provinspis


Af: Ditte Wiese
Forlag: Carlsen
Sideantal:229
Originalsprog: Dansk

Denne bog er en gave fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Provinspis er en rå ungdomsroman. Forfatteren har ikke lagt fingre imellem beskrivelserne af tanker, følelser, sex og stoffer. Den indeholder der hele, og så meget mere.
"Åh, hvor vil jeg gerne af sted. Jeg vil udforske og udfordres. Jeg vil opleve. Jeg vil se noget. Være noget. Nogen. Jeg vil være mig. Og ikke provinsskyggen af en, der ligner mig. Alle taler om, at man skal udfolde sit potentiale. Der er ikke noget, jeg hellere vil. Jeg er bare ikke sikker på, at mit potentiale kun rækker til at blive revisor ligesom min far og farfar. Og det er helt sikkert ikke mit potentiale kun at blive her." (Citat side 19)
Provinspis er fortællingen om Ida. Ida er intelligent og kan formeltig blive lige det hun vil. Men der er kun én ting, Ida vil. Væk. Væk fra provinsen og det pis, den byder hende. Idas mor er stukket af og hendes far holder alt for meget øje med hende. Det er kun bedstevennen, Jon, der nogenlunde forstår hende - og så alkoholen, der lægger en dæmper på det hele. Altså lige ind til Jon knalder med hendes næsten-veninde. Godt nok dukker Myggen op. Han vil Ida. Han vil også stofferne. Og Ida har svært ved at sige nej, når nu der er ikke er andet at lave i Provinsen. Men det er svært at holde sammen på det hele, når alting falder fra hinanden.

Provinspis er forfatterens debutroman - og en vældig god én af slagsen. Den rammer ned, lige der, hvor den skal. Sproget er ungt, men uden at være kliché. Forældrene er irriterende, skolen er irriterende, fremtiden er uvis. Jeg tror også, det er den ungdomsroman, jeg har læst, der beskriver sex så råt og detaljeret. Ikke vulgært - men ægte. Lige på.

Der er ingen løftede pegefingre. Der er stoffer, alkohol og pjæk. Noget, jeg ikke selv har stiftet så meget bekendtskab med. Jo, pjækket har jeg selvfølgelig - men den mængde alkohol og alle de stoffer kender jeg ikke personligt, men alligevel ganske godt fra mit job. Det fremstår troværdigt, den måde det er beskrevet på. Både virkninger og bivirkninger. Det fungerer. Ligesom karaktererne er troværdige på trods af deres (for mig) vilde liv.

En virkelig velskrevet og troværdig debutroman!

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Luna og jeg har doneret en del bøger til forfatteren, da hendes børns skole blev ramt af skimmelsvamp.

torsdag den 5. oktober 2017

Broer

Af: Ida Scharla Løjmand
Forlag: Tell me a story, Toru
Sideantal: 14 (læst via iBooks)
Originalsprog: Dansk

Novellen er sponsoreret af Tell me a story, Toru. Alle meninger i mine egne.

Obs, der kan forekomme små spoilere i anmeldelsen.

Broer er en novelle om en helt almindelig dag for en mand, der pendler mellem København og Malmö. Pludselig bliver han bedt om at hjælpe en flygtning over til sin familie, på den anden side af sundet. Er det noget, han egentligt har lyst til?
"Ham her kommer fra Afghanistan, og han vil gerne til Malmø Central, hvor hans familie venter på ham. Han taler ikke engelsk og kender ikke vejen. Kan du følges med ham?" (Citat side 6)
Michael skal faktisk ikke helt til Malmø Central, men vælger alligevel at tage den unge fyr med i toget. På trods af sprogbarriere og det, at han slet ikke ved noget om ham. Men hvis han kan hjælpe, er det da det mindste. Lige indtil fyren gemmer sig for kontrolløren, og Michael begynder at overveje, om der nu også er en familie der venter i Malmø. Eller om fyren er ude på noget helt andet?

Broer startede rigtig godt ud. Den satte fut i alle mine (desværre) egne fordomme om "de fremmede" der kommer hertil. Den angst, mange bærer rundt på, når det handler om flygtninge og deres intentioner. For vi ser hele tiden i medierne, at der igen har været terror. Og vi hører hele tiden, hvordan "de fremmede" stjæler vores penge, lukrerer på samfundet, ikke vil os noget godt. Personligt mener jeg, jeg er ganske god til at skelne skidt fra kanel - men alligevel nåede denne relativt korte novelle at sætte noget i gang hos mig.

Desværre døde det ret hurtigt ud igen. Måske fordi novellen ikke var længere end 14 (iPhoneskærm-størrelse) sider. Der nåede at komme en spænding - hvad var ham fyren for en, hvorfor havde han ikke billet, hvorfor forsøgte han ikke at kommunikere? Og så var det hele slut. Jeg sad efterladt men en ganske flad fornemmelse. Ikke sådan en "puha, det endte godt"-fornemmelse. Mere en "øh, var det, det?"-fornemmelse. Der var ganske meget potentiale, men for mig var det ikke nok.

Novellen får 2/5 stjerner: **.

Bonusinfo: Jeg læste denne novelle lige efter at have læst Valget af Sarah Engell, der også handler om flygtninge og de valg man træffer, når man hjælper til.

tirsdag den 3. oktober 2017

Valget

Af: Sarah Engell
Forlag: Carlsen
Sideaantal: 352
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Valget er en YA-roman der virkelig fik mig til at tænke. Xenia, bogens hovedperson, skal nemlig ikke kun træffe ét valg - men mange. Og, som bekendt, har alle har konsekvenser. På et tidspunkt må Xenia vælge mellem succes og og samvittighed - og hvordan gør man egentligt dét?
"Jeg forsøger at forstå, hvad Aleksander har sagt. Spidskandidat. Talentprogram. Dark horse. Det bobler indeni. Tænk, hvis jeg kan stille op til folketingsvalget allerede nu. Tænk, hvis jeg rent faktisk bliver valgt ind. Jeg ser mig selv i solskin, løbe op ad trapperne til Christiansborg med en kridhvid studenterhue på hovedet. Jeg ser mig selv gå om bag talerstolen i folketingssalen og ruske op i alle de gamle stivnakker derinde. Tvinge dem til at se verden gennem en ny genrations øjne" (Citat side 27)
Xenia er talentfuld. Hun er ikke en gang fyldt 18 og hun er formand for Etisk Partis ungdomsgruppe. Og godt på vej til at blive spidskandidat for partiet - endda på vej til at stille op til folketinget. For hun er intelligent og kan tale for sig. Hun lader sig ikke slå ud af politisk modstand. Men der kan også komme andet modstand i livet. For det er ikke nemt, når begge ens forældre er i Syrien med Læger uden Grænser. Og det er ikke nemt, når veninderne fra gymnasiet ikke forstår, hvorfor politik ofte er vigtigst. Og slet ikke nemt, at vælge det rigtige, når en 7 årig pige er flygtet alene til Danmark og Xenia pludselig er tvunget til at vælge mellem sin politiske karriere og pigens fremtid. Kan man overhovedet træffe det valg?

Valget er en ungdomsroman, der nærmest læser sig selv. Den er velskrevet og det er tydeligt at læse, at den også gennemresearchet. Personerne i romanen er troværdige. Fortællingen flyder derud af og Xeinas mange valg, blev næsten til mine valg. Valg, som jeg ikke tror, jeg ville kunne træffe. Der er vældig mange ting, der skal gå op. Veninder, forældre, skole, politisk karriere - og at hjælpe dem i nød. Jeg ville aldrig kunne balancerer så mange ting, som Xenia gør. Og Sarah Engell formår at skrive det, så det føles som om, jeg skal træffe beslutningerne.

Der er plottwistst til det sidste, og bedst som jeg troede, jeg vidste, hvordan det hele ville ende - så skete der noget nyt. Især den sidste tredjedel af bogen er hæsblæsende og jeg ønskede, at den aldrig ville slutte. Samtidig ønskede jeg brændende at vide, hvad det endte med. Sådan skal en bog være, synes jeg.

Som faste læsere af bloggen nok ved, har jeg et godt døje til Sarah Engell. Jeg har læst stort set alt, hun har skrevet og været ganske begejstret for det. Valget er dog, synes jeg, hendes bedste værk. Den satte så mange tanker og følelser i gang hos mig, at jeg sidder tilbage med en god omgang "bookhangover."

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: I går lyttede jeg til en podcast om Sarah Engell og hendes familie. På ingen måde litteraturorienteret - men det var ganske interessant alligevel.

søndag den 24. september 2017

Simon vs. Verdens Forventninger


Af: Becky Albertalli
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 250
Originalsprog: Engelsk

Bogen er et anmeldereksemplar, jeg fik til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne.

Simon vs. verdens forventninger er en ægte YA-roman. Der er kærlighed, venskaber, hemmeligheder og endda afpresning. Og så handler den om seksualitet, identitet og hvordan man egentligt finder sig selv, når der sker store ting i livet.
"Det er det, folk ikke vil kunne forstå. Det med at springe ud. Det er ikke, fordi jeg er bøsse, for inderst inde ved jeg godt, at min familie ville have det fint med det"
[...]
"Men jeg er træt af at springe ud. Jeg laver ikke andet end at springe ud. Jeg forsøger ikke at ændre på mig selv, men jeg ændrer mig hele tiden, på alle mulige, små måder. Jeg få en kæreste. Jeg drikker en øl. Og hver eneste fucking gang er jeg nødt til at præsentere mig for universet helt forfra." (Citat side 44).
Simon er bøsse. Og egentligt er det fint nok for ham - han er bare ikke klar til at fortælle verden det endnu. Den eneste der ved det, er Blue. En fyr, Simon ikke ved ret meget om, andet at han de går på samme skole. De sender mails og deler tanker og følelser. Problemet opstår da de mails falder i hænderne på én, der bruger dem mod Simon. Nu er det ikke sikkert, Simon selv får lov at vælge, hvornår han vil springe ud. Det er svært at gå rundt med truslen om at blive outet. Og svært at være forelsket i en, man ikke ved, hvem er.

Simon vs. verdens forventninger rummer så meget. Det er en feel-good roman, der får en til at smile længe efter, man har læst den. Og så er den tankevækkende. For hvordan ved man egentligt, hvem man er? Hvordan holder man fast i, at være sig selv, når andre gør alting, til noget stort? Hvordan tackler man alle de der forventninger, som ve
rden har til en? Og når man så ovenikøbet skal forholde sig til sin seksualitet - og til ham fyren, man ikke rigtig kender, men samtidig er sindssygt vil med?


Romanen er velskrevet og fyldt med humor. Den er sød og kærlig og den gjorde mig glad. Det er en roman om homoseksualitet - men ikke på den måde, hvor alting er megasvært og verden er helt vildt i mod hen. Hvilket jeg godt kan lide. For jeg havde det lidt på samme måde, som Simon. Jeg var udmærket klar over, at både mine venner og familie ville tage det ganske fint, når jeg en gang fortale dem, om min seksualitet - alligevel var jeg ikke rigtig klar til at gøre det. Så jeg kan fint genkende mig selv i fortællingen, og det tror jeg også, mange andre unge kan. Også unge, der ikke er homoseksuelle.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg fik bogen til bogbloggertræf 2016, som det netop nu er et år siden, jeg deltog i.

lørdag den 23. september 2017

Et dybdegående problembarn

Af: Mark Liebst
Forlag: Books on Demand
Sideantal: 76
Originalsprog: Dansk

Digtsamlingen er modtaget til anmeldelse af forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Mark Liebst kender jeg som forfatteren til de sjove, pinlige og velskrevne ungdomsbøger Stop dig selv, Tobias og Nicolai - Bøsser, bumser og beskidte sokker. Bøger der indeholder mængder af humor. Også vigtige tanker og emner, men de humoren og den sjove vinkel var gennemgående.

Nu har jeg fået lov at læse Marks nyeste værk. En digtsamling, der markerer hans 10 år i psykiatrien.

"Der var fluer i mine øjne
Insekter på min hud
Betændelse i min hjerne
Mider i mit kød
Bakterier i mine sår
Du fandt pigtråd i mine fingre
Grus i mit hår
Jeg havde gift i mine tarme
Og min hals var kvalt
Nøgen i dine arme
Erkendte jeg at obduktionen gik galt" (Fluer i mine øjne, side 69)


Mark har skrevet en samling smertefuldt smukke digte, der satte spor i mig. De er beskrivende og indfølelige. De sætter ord på en smerte, jeg kan genkende. De sætter lyd på de tanker, man ikke helt tør dele med andre, af frygt for at blive taget afstand fra. Jeg synes tit at digte kan blive for indforståede eller for refererende. For abstrakte. Og nogle af digtene i et dybdegående problembarn refererer da også til situationer, jeg ikke kender; til forhistorier, jeg ikke har hørt. Men alligevel føler jeg en hvis sammenhørighed. Måske fordi jeg selv har været et ligende sted. Måske fordi de er velskrevet. De er i hvert fald smukke.

Det er en samling velskrevne digte. Forfatteren bruger rim, men uden at det bliver for kliché og plat. Det fungerer. Jeg kan i dén grad anbefale at få læst digtsamlingen, der udkommer på 12. november under bogforum.

Digtsamlingen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg har aldrig mødt mig ansigt til ansigt. Men jeg føler alligevel, han er en ven.

torsdag den 14. september 2017

Spektrum #3 - Ursiderne


Af: Nanna Foss
Forlag: Tellerup
Sideantal: 541
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

OBS! Hvis du endnu ikke har læst Leoniderne og Geminiderne bør du ikke læse denne anmeldelse, da der kan forekomme spoilers.

Ursiderne er tredje bog i Nanna Foss' Spektrum-serie. Den har været længe ventet - og jeg vil allerede spoile nu, at den ikke skuffer. Fortællingen fortsætter, hvor Geminiderne slap, men denne gang er det Nasrin, der fortæller. Nasrin er mørk, vred og fyldt med sorg. Hun er kompleks - og bliver blandet ind i det vildeste eventyr, der ikke lige nu ser ud til at ende alt for godt.
"[...] Det går op for mig hvorfor mine hænder gør ondt.
Håndfladerne er store, blodige sår.
Jeg kunne spørge hvad der er sket, hvad vi laver her, men ingen ord former sig på tungen.
"Horror vacui aktiverede kompasset." Adrianna kan ikke tage øjnene fra mig. "Og du kom med. Hvorfor kom du med?"
"Josef havde ret," siger Pi. "Og jeg havde ret! Nasrin er blå!" (Citat side 61)
I Ursiderne er der så småt nogle ting, der begynder at falde på plads for gruppen. Men der er også rigtig mange nye spørgsmål. Bare ikke fra Nasrin. For hun stiller ikke spørgsmål. Hun inviterer ikke folk ind i sit liv. Det er for svært at lukke nogen ind, når man én gang har mistet. Og Nasrin har i dén grad mistet. Hun er fyldt til randen af følelser og tanker, som hun ikke lukker ud. Så på en måde er det godt, der dukker en gruppe unge op, der forsøger at forklare hende om tidsrejser, farvekombinationer, og meteorstorme. Og måske, måske kan hun ændre fortiden.

Nanna Foss har gjort det igen! Skrevet en medrivende roman, der ikke kun har et plot, men flere. Ursiderne er fyldt med komplekse følelser og tanker, der fletter sig ind mellem tidsrejser og ting, der ikke burde kunne lade sig gøre. Det er scifi, men det er også young adult. Det er kærlighed, men også action. Bogen er skrevet i et flydende sprog, med gode beskrivelser og et godt flow i fortællingen.

Jeg synes helt klart dette er den bedste bog i serien ind til videre. Nasrin er en karakter, der virkelig slår igennem. Hun er mørk og dyb - og alligevel ligesom alle andre.

Som jeg tidligere har skrevet, er jeg ikke vild med det kommasystem, de bruger hos Tellerup. Det irriterer mit læseflow, og jeg sidder og lægger mærke til at der, ifølge det system jeg bruger, mangler et komma. Eller at sætningerne er virkelig lange, uden et naturligt pausested. Heldigvis kan Ursiderne godt bære det, fordi fortællingen og sproget er så godt, som det er. Men det irriterer mig!

Jeg har svært ved at vente, til næste bog i serien kommer. Så skriv, for pokker, Nanna!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg havde noget af en bookhangover, efter jeg havde færdiglæst bogen. Det var svært at vælge den næste bog, jeg skulle i gang med.