søndag den 27. maj 2018

Krokodillevogteren


Af: Katrine Engberg
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 368
Originalsprog: Dansk

Krokodillevogteren er første bind i serien politiassistenterne Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. Vi møder de to betjente første gang i forbindelse med en bizar sag om et mord på en ung pige. Mordet er sket i en etageejendom ejet af den nu pensionerede lektor i litteratur Esther, der i den senere tid har skrevet på en kriminalroman. Plottet i romanen ligner til forveksling det mord, der lige er sket.
""Gerningsmanden har også ridset i offerets ansigt posthumt. Nu er jeg ingen kunstekspert, men for mig ligner det en slags papirklip," sukkede Nyboe træt. "Papirklip? Hvad skal det sige?" Jeppe rynkede forvirret brynene sammen over næsen. Nyboe tog fat i ligets hage. Med en forsigtig bevægelse drejede han det blodige ansigt op mod entreens skarpe lys. "Det ser ud til, at vores gerningsmand har ridset et lille gækkebrev til os." Jeppes forventning til dagen gik fra skidt til værre." (citat side 25)
Det er ikke hver dag en ung pige bliver dræbt, og nærmest rituelt ridset i ansigtet. Og det er slet ikke hver dag, mordet på forhånd er beskrevet i en endnu ikke færdigskrevet kriminalroman. Der er flere mistænkte. En jaloux ven, en tidligere lærer, og en mystisk, ukendt kæreste. Jeppe og kollegaen Anette sættes på prøve - for der er ikke mange spor at gå efter. Og pludselig vælter det ud med familiehemmeligheder. Hvad er egentligt op og ned på det hele? Oven i sagen kæmper Jeppe med rygsmerter og en skilsmisse der fylder - og måske lidt for mange smertestillende piller.

Krokodillevogteren er Katrine Engbergs debutkrimi - og det er en virkelig god én af slagsen. Det er en gennemarbejdet kriminalroman, og det er tydeligt, at forfatteren har sat sig ind i, hvordan tingene foregår hos politiet. Der er mange detaljer, men uden at det bliver for meget. Sproget er let, men ganske velskrevet. Karakterene er gennemarbejde og troværdige.

I starten tænkte jeg om karakteren Jeppe, at han var den klassiske betjent. Skilt, forsmået, afhængig af piller. Men som historien udviklede sig, gjorde Jeppe det også. Og jeg følte ikke, han var den kliché-betjent, jeg først antog ham for at være.

Plottet er virkelig veltænkt. Undervejs havde jeg ganske mange teorier om, hvem der var skyldig, men jeg havde konstant en tvivl. Og selvom man skulle gætte rigtigt er historien bag det skete twisted og svær at regne ud. De røde tråde flyder til alle sider, men samles rigtig flot i sidst ende. Selvom der var mange tråde undervejs, fór jeg aldrig vild!

Gennemarbejdet og gennemtænkt debutkrimi. Jeg glæder mig til at læse mere fra denne forfatter!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Denne anmeldelse er skrevet klokken 01 om natten. På en meget stille nattevagt.

tirsdag den 15. maj 2018

Linda og Valentin - Valerian, De tusinde planeters rige


Forfatter: Pierre Christin
Tegner: Jean-Claude Mézières
Forlag: Cobolt
Sideantal: 56
Originalsprog: Fransk (læst på dansk)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Linda og Valentin-tegneserierne har mange år på bagen. Første bind udkom tilbage i 1967. Jeg fik først øje på dem, da det i 2017 var 50-års jubilæet for bind 1. Denne udgave er en særudgave - en genudgivelse af del 3, bind 1, med otte siders ekstramateriale.
"Universet - koldt og mørkt og umådelig stort... så stort, at selv ikke fantasien kan rumme det... med dets myriader af glødende sole der oplyser og varmer ukendte planeter... hvor mange milliarder forskellige civilisationer, hvor mange milliarder levende væsener kan det rumme...?" (citat side 3)
Linda og Valentin er agenter for rumtidstjenesten i Galaxity. Der er sendt på mission for at undersøge om planeten Syrte udgør en trussel mod Jorden. Syrte Den Strålende er hovedstaden i De Tusinde Planeters Imperium. Her hersker kejseren over det enorme rige - men på Syrte breder sig forfald og magtbalancen mellem kejseren købmandslavet og "De Vidende" er ikke som det plejer. De to rumagenters tilstedeværelse skaber uro - må¨ske endda optakten til revolution. Men hvem er det egentligt, der skal gøres oprør mod?

Fortællingen om Linda og Valentin er over 50 år gammel - men det mærkede jeg ikke, da jeg læste den. Der er så meget fremtid over historien, så mange væsener, så mange fantastiske beskrivelser og billeder, at det sagtens kunne være en fremtidsfortællingen skrevet nu.

Tegningerne er detaljerede og farverne skiftevis afdæmpede og mere pompøse. Der er mange store talebobler undervejs, men der skal også en del fortælling og beskrivelse til, for lige at forstå universet, fortællingen er sat i. Jeg synes ikke, det er for meget - jeg fik stadig lyst til at kigge på tegningerne og ikke kun læse ordene. Men det kan måske afskrække nogen, at der er så meget tekst i store dele af bogen. Nogle af tegningerne er helsides, og de er virkelig flotte, og jeg kunne snildt fortabe mig i dem.

Selve historien er dejligt klassisk. Agenter der skal finde ud af, om noget er en trussel mod Jorden. Deres udforskning skaber problemer - og agenterne må derfor være med til at løse de problemer, de selv har været med til at skabe. Men det holder. Der er så mange detaljer i universerne, skabningerne og alle lagene, at det ikke bliver kliché eller kedeligt. Der sker hele tiden noget og spændingen holder til det sidste!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Efter at have læst begyndelse af første ( ud af mange) bind om Linda og Valentin har jeg fået lyst til at eje dem alle. Gerne med det samme!

søndag den 13. maj 2018

Ligblomsten


Af: Anne Mette Hancock
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 307
Originalsprog: Dansk

Ligblomsten er en fortælling om hemmeligheder, hævn,mord - og en snert af konspiration. Det er fortællingen om journalisten Heloise Kaldan og politimanden Erik Schäfer der hver i sær graver i en tre år gammel sag om mordet på en ung advokat. En sag, der har så mange sider, at det er svært at finde ud af, hvad der er foregået.
"[...] Det stoppede Schäfer brat. Han kiggede tavst efter Heloise Kaldan, da hun gik hen til en sort skuldertaske, der hang på en knage ved siden af køleskabet, og fiskede noget op af den. "Jeg ser ikke spøgelser." Hun gik hen til ham og rakte ham to lyseblå kuverter. "Anna Kiel prøver at fortælle mig noget."" (citat side 64)
Heloise modtager sært formulerede breve fra Anna Kiel der er mistænkt og eftersøgt for mordet på en ung advokat. En advokat der kommer fra en velhavende og meget indflydelsesrig familie. Anna Kiel har tydeligt noget på hjerte. Helouise og politimanden Erik arbejder både sammen og hver for sig for at finde frem til Anna og finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om mordet på advokaten - og om det nye drab på Heloises tidligere kollega, der dækkede Anna-sagen, hænger sammen. Pludselig hvirvles Heloises privatliv ind i efterforskningen, og hun må træffe en række svære og potentielt livsfarlige valg.

Ligblomsten er noget af en krimidebut. Sproget flyder og plottet er gennemtænkt. Karaktererne er troværdige - de er tilpas fyldt med fejl, men ikke så mange, at det virker forceret. Der er ingen tvivl om, at Anne Mette Hancock kender til de steder, der beskrives undervejs. De er så fint beskrevet og det er ikke svært at leve sig ind i, hvor fortællingen foregår. Det er en velresearchet roman, der efterlader mig med indtrykket af at forfatteren forsøger at gøre det så troværdigt som muligt og ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Fortællingen har nok plottwists og dybe hemmeligheder til at holde spændingen hele vejen. Jeg glæder mig i dén grad til at læse efterfølgere!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: En gang læste jeg virkelig mange krimier. Så kom jeg på YA-bølgen. Men en god krimi er virkelig læsetiden værd!

mandag den 7. maj 2018

Monsun af stjerner - Sjælealkymi


Af: Katrine Williams
Forlag: mellemgaard
Sideantal: 356
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Monsun af stjerner er fortællingen om 16 årige Stellas ret vilde liv. Hun er netop flyttet til Australien efter en tragisk ulykke hvor hun selv næsten druknede og hendes bedste veninde forsvandt. Nu skal hun starte på en frisk - men det er som om, fortiden forfølger hende. Og måske ikke endda hendes egen fortid.
"Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg skulle tro på, hvad Castor havde fortalt om, at jeg lignede eller anden pige, som en gang havde såret Jared på en eller anden vis. Selv om en mærkelig fornemmelse lå og skurrede i baghovedet, ville jeg ikke under nogen omstændigheder lytte til de stemmer, for så blev Pandoras æske åbnet." (citat side 92)
Stella møder de mystiske fætre Castor og Jared allerede i flyet på vej til Australien. Det viser sig, at de kommer til at gå i skole sammen. Hun føler, hun bør holde sig fra dem - men på samme tid er der noget, der tiltrækker hende ved dem begge. Castor er flirtende og opsøgende mens Jared holder sig mere på afstand og virker vred og forvirret. Samtidig kæmper Stella med underlige drømme, der næsten virker som ægte flashbacks, en mor der er komplet fraværende - og samtidig skal hun falde til i et nyt land.

Monsun af stjerner er en fantasyfortælling om hvordan fortid, nutid og fremtid er flettet ind i hinanden. Den handler om at træffe valg, om at tro på ting, der virker til ikke at kunne finde sted. Der er rigtig mange elementer i fortælling. Sorg, skyld, fortid, fremtid, astronomi, sjælevandring - og helt almindelige teenageforelskelser.

Jeg må indrømme, jeg var lang tid om at komme i gang med bogen. De første 100 sider føltes enormt lange, og jeg var faktisk ved at opgive bogen. Herefter tog det lidt mere fart, og jeg fik læst den færdigt. Men det var som om, der manglede en balance. Enten var det hele for langstrakt eller også gik det lidt for hurtigt. For der sker sindssygt meget i denne bog - og allgievel føltes den lidt for lang. Der er mange tråde at holde styr på, og indimellem kneb det lidt for mig. Jegvar tiltrukket af ideen bag bogen, men jeg syntes desværre ikke, det fungerede helt så godt.

For det første er selve baggrunden for mig ikke realistisk. En ung, 16 årig pige mister sin bedste veninde og er selv nær druknet. Moderen er mest optaget af sin karriere og beslutter, at det er bedst for dem at flytte til Australien, men ikke sammen - for moderen selv skal lige have sin karriere i gang, mens Stella kan flytte ind hos sin moster. Jeg siger ikke, disse forhold ikke findes, men det virker som om der skulle være en grund til, Stella kom til at bo, hvor hun gør - og så var det lige det nemmeste. For mig behøvede bogen slet ikke foregå i Australien. Eller i 1986. Jeg ved ikke, hvorfor bogen er sat til at foregår der - måske der kommer svar i de følgende bøger?

En anden ting, der irriterede mig var veninden Alyssa. OBS - der kan forekomme spoilere nu! Alyssa viser interesse for Castor, som også Stella finder tiltrækkende. Men det viser sig, at det slet ikke er fordi Alyssa er vild med ham. Hun er nemlig vild med Stella. Det i sig selv er fint nok - men det fremstår nærmest som fyldstof i bogen. Det behøvede ikke være med. For mig føltes det som om, homoseksualitet lige skulle nævnes fordi, "det er helt okay at være lesbisk" - det har absolut ingen relevans for resten af fortællingen. Det behøvede simpelthen ikke være der. Det er i forvejen en ganske lang bog, så der behøver ikke være yderligere "fyldstof".

Det leder mig til, at bogen nemlig er lang. 356 sider. Jeg følte, der manglede en gennemredigering af bogen. Der er rigtig mange detaljer, der ikke behøver være nævnt. Jeg behøvede ikke en hel scene, hvor Stella og veninde spiller kroket - det føltes som noget, jeg skulle tvinge mig igennem, før det spændende element kom. Det ville måske gøre bogen lidt kortere og få den til at fremstå mere som en helhed.

De sidste 100-50 sider tog nemlig rigtig fart, og her sker der en hel masse ting, jeg syntes var spændende. Hvis det, der skete på de sider, var spredt mere ud gennem bogen, havde det klart været en fordel. Så havde jeg fået mere ud af læsningen og det havde føltes lettere at få alle (relevante) detaljer på plads.

Bogen får: 2/5 stjerner: **.

Bonusinfo: Jeg synes faktisk astronomi er spændende. Det er bare virkelig svært at forstå.

fredag den 27. april 2018

Bøger jeg ønsker mig


Jeg har lige haft fødselsdag - og jeg fik hele syv, fine bøger. Men man kan altid ønske sig flere, ikke? Her er nogle af de bøger, jeg ønsker mig  lige nu.
__________________________________________________________________________


Rejser i tid og rum af Jean-Claude Mézières fra Forlaget Cobolt. Jeg har læst De tusinde planeters imperium (anmeldelse kommer snart) og blev virkelig positivt overrasket. 



Den, der lever stille af Leonora Christina Skov fra Politikens Forlag. Jeg er stor fan af Leonora og har nydt andre af hendes fiktive romaner. Jeg glæder mig meget til at læse denne.



Kære dumme døde Vik af Caroline Ørsum fra Høst & Søn. Jeg har længe ville læse noget af Caroline, men efter bogbloggereventet hvor Caroline holdt oplæg har jeg endnu mere lyst til at læse noget af det, hun har skrevet.



Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock fra Lindhardt og Ringhof. Jeg er lige nu i gang med Ligblomsten af samme forfatter og som er første bog i serien. Jeg ved, jeg allerede gerne vil læse denne her!




Peter Pan af J. M Barrie fra Barnes & Noble (deres 'Classics' samling). Jeg elsker den her samling af klassikere som er så smukke. Og jeg er vild med Peter Pan og har aldrig læst originalen.



Hvad ønsker I jer af bøger?



mandag den 16. april 2018

Bogbloggerevent 2018

Realisme i YA-Litteratur

Lørdag d. 14. april 2018 afholdte jeg, i samarbejde med CarlsenPuls et bog-bloggeevent. Det første, jeg nogensinde har planlagt. Men ikke nødvendigvis det sidste! Det var nemlig en helt fantastisk dag, og jeg tror ikke, jeg på skrift kan gengive det præcist nok - men jeg vil alligevel forsøge.

Aftenen før var jeg nervøs. Jeg måtte beroliges mange gange af Luna - for jeg var sikker på, det hele ville gå galt, ikke ville fungere, og at alle katastrofer, der kunne ramme, ville ramme. Men lørdag morgen var jeg mere klar i hovedet. Og da Mark Liebst (der er forfatter og anmelder) kom for at give et lift var jeg så klar. Vi ankom i god tid og jeg fik pakket goodiebags, handlet snacks og dækket op. Med god hjælp fra Mark, hans kæreste og Nikoline og Thea fra Carlsen. Da klokken nærmede sig 13 gik vi ned i receptionen - og der stod allerede en masse glade bloggere udenfor og ventede. Faktisk var alle der til tiden, hvilket de skal have stor ros for. Jeg havde nemlig lagt et meget stramt program - næsten for stramt.



Jeg fik fumlende præsenteret eventet. Alt det, jeg havde planlagt at sige, nåede ikke fra hjernen og ud gennem munden. For jeg HAVDE planlagt en fin velkomsttale. Men jeg var mere nervøs, end jeg havde regnet med. Så det blev en kort og præcis velkomst. Heldigvis var det jo ikke mig, der skulle sige så meget. Men derimod alle dem, der holdt oplæg.



De første to var Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. De fortalte om deres forfatterskab og det, at skrive realistisk YA. For hvad er realisme egentligt, og skal man være 100% tro mod virkeligheden, eller kan man bryde grænserne lidt, og stadig kalde det realisme? De fortalte om deres research-processer og det var vældig interessant at høre om deres forskellige tilgange til det at skrive. Især nu hvor de har udgivet en fælles novellesamling og arbejder på endnu en fælles roman. De var livlige, svarede på spørgsmål, fortalte løs - og jeg måtte desværre afbryde dem, for at holde tidsplanen.



Herefter var det redaktør Nanna Nørh fra Rosinante & Co. der fortalte. Hun er faktisk redaktør for både Camilla og Caroline, så der var masser fælles referencer. Nanna fortalte om sit arbejde med at antage manuskripter, hvordan de bearbejdes og udvælges. Hvad er det, der gør, at manuskriptet antages? Tror hun på konceptet, på fortællingen, på personerne? Er tonen realistisk? Hvordan går man til læsningen? Nanna var en livlig fortæller, og et kort minut overvejede jeg, om jeg skulle have været redaktør fremfor sygeplejerske - for det lød som et så interessant arbejde.

Desuden blev jeg så glad for at høre, hvordan de giver afslag til unge, der har sendt noget ind. De giver altid et personligt afslag, for de vil ikke ødelægge forfatterdrømmen. Meget sympatisk og vigtigt!

I pausen blev der snakket, grint, signeret bøger og taget billeder. Jeg nåede at få hældt kaffe op og fundet et par stykker chokolade. Jeg ville ønske, der i programmet havde været tid til, jeg kunne gå rundt og snakke med hver enkelt deltager - men det var der desværre ikke tid til. Næste gang må jeg sætte flere timer af!

Efter pausen var det forfatter Ditte Wiese og redaktionschef Kaya Hoff fra Forlaget Carlsen der skulle på. Med et emne, jeg virkelig havde glædet mig til. Nemlig om YA-litteratur kan blive for råt.
Svaret kom i første sætning: Nej! Det kanikke blive for råt. Men det betyder ikke, at YA-litteratur skal være rå og voldsomt, blot for at være det. Der skal være en mening med det. Det gør ikke noget, litteratur gør ondt. Men som en blogger påpegede, kan det være svært at sælge litteratur til forældre og voksne, hvis det er råt, brutalt, smertefuldt. For livet kan være sådan - og der skal ikke lægges fingre i mellem. Ditte fortalte, at når hun skriver er hun ikke mor eller fordømmende voksen. Hun er stemmen, til den hun skriver om. Hun var Idas stemme i Provinspis. Det var en god samtale mellem de to og og deltagerne. Virkelig interessant.

Til sidst sluttede forlagschef Christian Bach af med at fortælle om kommende udgivelser hos Carlsen Puls. Jeg vil ikke skrive dem alle ned - men I kan godt glæde jer. Der kommer mere fra både Becky Albertalli og Adam Silvera. Desuden glæder jeg mig til en række billederomaner fra danske forfattere.


Til slut fik de bloggere, der havde lyst, en rundvisning på forlaget. Imens ryddede jeg lidt op, pakkede mine ting sammen og mærkede glæden. Glæden ved et vellykket arrangement, glade bloggere, søde forfattere og redaktører, gode sponsorer. Så tak. Af hjertet tak. Fordi I gad sponsorere eventet, komme til eventet, holde oplæg til eventet. Det var et halvt års arbejde værd, det var fantastisk!



Goddiebags og konkurrencepræmier var sponsoreret af
Gads ForlagTante TeCoolstuffForlaget BrændpunktForlaget CoboltHøst og Søn
Arnold BusckPeople's Press

Bloggernes indlæg om dagen
Bibliotekattens Bøger
Rikke Reads - youtube vlog
Flyv med mig
Cherryblossom reads
Literary Linings
Læsehestens
The Secret Life of a Book Collector
Sabrinas Blog
The reading lass blog
Livet i dukkehuset
Bogpoeten

torsdag den 5. april 2018

En ud af hundrede


Af: Anne Cathrine Bomann
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Sideantal: 254
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Da forfatteren spurgte, om jeg ville anmelde denne bog, kom jeg i tvivl. Ikke fordi jeg ikke ville læse den, eller fordi jeg tænkte, den ikke ville være interessant. Jeg kom i tvivl, fordi det er en fagbog. Og jeg er ikke sikker på, hvordan man helt præcist anmelder den slags bøger. Men jeg sagde ja alligevel. Bogen er selvfølgelig anmeldt under præmissen at jeg "bare" er blogger - og ikke før har anmeldt fagbøger.

En ud af hundrede er en bog om unge og skizofreni. Den er skrevet til dem der arbejder med unge, det være sig indenfor alle mulige fag, men som ikke nødvendigvis ved, hvordan man opdager en så svær psykisk lidelse om skizofreni. Den kan også læses af dem, der ønsker at vide mere om skizofreni, fordi de arbejder med unge, der allerede er diagnosticeret.
"Forskning viser, at en tredjedel af unge med psykose først kommer i behandling 2-3 år efter, lidelsen debuterer. Ydermere dropper mange ud af behandlingen det første år. Det understreger behovet for mere oplysning om, hvordan sygdomme identificeres, ligesom det kalder på på en fælles indsats fra sundhedsvæsenet, de pårørende og kommunerne." (Citat side 9, forord af Erik Simonsen, forskningschef i psykiatrien, Region Sjælland)
Citatet ovenfor har jeg taget med for at illustrere, hvor vigtig sådan en bog, som denne er. Til daglig arbejder jeg på en lukket, psykiatrisk afdeling og jeg møder både patienter der har været diagnosticeret i mange år, og patienter meden debuterende psykose eller skizofreni. Jeg møder dem, der er nede og ramme bunden. Dem, der har forsøgt at få hjælp, men som ikke er blevet mødt på den måde, de havde brug for - og som derfor har gået i flere år uden den rette hjælp. Det er frustrerende for mig som sygeplejerske at møde nogen, der er nået at blive så syge. Men det er endnu mere frustrerende og forfærdeligt for patienten. Derfor er jeg glad for, Anne Cathrine Bomann har skrevet denne bog.

Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog hvor fagudtryk forklares, hvis de ikke giver sig selv. Den er inddelt i kapitler i en god rækkefølge, så det hele giver god mening og holder den røde tråd. Desuden er der cases til at illustrere det, der forklares undervejs. Den begynder med et historisk overblik og en forklaring af diagnosen så læseren er med på, hvad skizofreni egentligt er. Derefter følger en række kapitler om hvem der rammes, forskellige symptomer, og følgesygdomme.

Og så kommer det, jeg finder mest interessant. Nemlig kapitlerne om den svære samtale med den unge, behandling - og ikke mindst livet på trods af diagnosen. Fordi jeg netop arbejder med de unge (og ældre), når de ER indlagt, er det disse kapitler jeg virkelig kan bruge til noget. De fyldte mine vidensdepoter godt op, og jeg har siden tænkt tilbage på disse kapitler, når jeg har snakket med (især) førstegangsindlagte unge, der har pyskotiske symptomer. Desuden kan meget af det også bruges til andre diagnoser.

Det er en bog, jeg vil anbefale til mine kollegaer. Men mest af alt til mine samarbejdspartnere - som fx medarbejdere i jobcenteret og ansatte på væresteder. Og jeg vil endda anbefale den til dig, der ikke arbejder med noget, der minder om dette - men som er interesseret i sygdommen. Bogen er også forståelig for dig, selvom du ikke har nogen relevant uddannelse, men blot en interesse i emnet.

Velskrevet, letlæselig uden at være kliché. Det var de ord, der først faldt mig ind, da jeg var færdig med bogen. Tak, Anne Cathrine, for at skrive den og sætte fokus på et så vigtigt emne.

Jeg vælger ikke at give bogen stjerner, da jeg personligt ikke synes, det passer til denne slags bog.

Bonusinfo: En gang troede en psykiater, at jeg måske var psykotisk. Det var dog symptomer der fulgte med en svær depression.