fredag den 25. november 2016

du og jeg for evigt



Af: Sarah Engell
Forlag: Lindhart og Ringhof
Sideantal: 249
Originalsprog: Dansk

du og jeg for evigt (tidligere udgivet med titlen "Lille Pige") er en spændingroman om en mors sorg - og en psykopats kærlighed. Rebeccas datter er forsvundet og hendes ægtskab er gået i opløsning. Hun er også selv ved at gå i opløsning af sorg og manglende forståelse - men hun forsøger at rette op på alting, så hendes mand kommer tilbage. Samtidig holder en unavngiven (formodet) psykopat en pige indespærret. Men kun fordi der er så stærkt en bånd til pigen. Kun fordi hun er så smuk og ren - og fordi, de forstår hinanden. Uden ord.

"Hun var det eneste ægte, der fandtes. Jeg lagde hende i en sort æske af fløjl og låste døren, så de ikke satte fedtfingre på hende. Ligesom mig var de en virus. De længtes efter at trænge ind i hende og inficere hende med deres beskidte tanker og fantasier. De sorte vægge holdt dem på afstand. Holdt mig selv på afstand. Hvis man rører sommerfuglens vinger, kan den ikke flyve" (Citat side 105).
Skiftevis følger man Rebeccas sorg, grænsende til vanvid, og psykopatens tvangsfiktion af pigen, der er indespærret og badet i lys. Rebecca forsøger at tøjle sorgen og paranoiaen, men det er svært når ingen forstår, hvordan hun har det. Ikke en gang psykiateren, der blot udskriver piller til hende. Og ikke en gang Lars, hendes mand, der selv burde være midt i sorgen over deres forsvundne datter. Rebecca har kun sig selv og sit eget paranoide sind. Og psykopaten har kun pigen - og ønsker ingen andre, men kan samtidig ikke rigtig være i, at pigen er lige dér, og fuldkommen tilgængelig.

du og jeg for evigt er fængslende forvirrende. Ingenting giver mening - og alting giver mening. Alle følelser i romanen er beskrevet så veludført, at jeg næsten fysisk selv kunne mærke dem. Der er tilpas forvirring og twists til, at det først var til sidst, jeg fik rigtig mening ud af fortællingen, men det var også sådan det skulle være. Ellers havde den ikke haft den virkning og den efterklang, jeg synes, den havde. Jeg får lyst til at bruge ordet "ækel" om romanen - for det er, hvad den er. Ækel - men ækel på en måde, så jeg ikke kunne læggen den fra mig. Så ækel, at jeg måtte kende slutningen.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg havde bogen med på Bogforum 2016, men nåede desværre ikke at få den signeret, da vi havde så travlt et program.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar