Om mig



Jeg hedder Julie og i skrivende stund er jeg 27 år. Jeg er uddannet sygeplejerske og arbejder på en psykiatrisk afdeling for voksen.

Og så er jeg vild med bøger, historier, fortællinger og eventyr. Jeg er også vild med mange andre ting. Min kone Luna, vores kat Noir, træning, chokolade, efterårsfarver, risengrød, dyr, uldsokker - jeg kunne blive ved.

Jeg læser voksen- og ungdomsromaner, realisme, fantasy, vampyrhistorier og sågar noget faglitteratur for sjov. Bloggen her opstod, da min søde kone, der også blogger, fortalte hvor dejlig en verden det var. Derudover ser jeg det som en motivation for at få læst nogle flere bøger. Det stod lidt sløjt til med hygge-læsning under studiet, men nu hvor jeg er færdiguddannet er det dejligt at kunne læse noget, jeg helt selv har valgt.

Som fuldtidsansat sygeplejerske med skiftende (dag-, aften-, og natte-) vagter kan det nogle gange være svært at finde roen og tiden til at læse. Jeg læser en del på mine togture til og fra arbejde, og også på mine fridage, men de dage hvor jeg står op klokken 05.00 og er hjemme igen klokken 16.30 og også skal lave mad, spise, vaske op, i bad og nå at kysse mine kone og min kat, inden jeg skal i seng igen kan bøgerne godt forsvinde lidt. Men! Jeg elsker at læse, elsker at forsvinde ind i andre verdener og sætter pris på, at bøgerne er meget mere tilbage i mit liv! Så derfor vil bloggen også blive prioriteret, selvom jeg kan være noget så træt.

Jeg håber, I har lyst til at læse med og lære mig og bøgerne bedre at kende!

Julie the Book Cat

Ingen kommentarer:

Send en kommentar