tirsdag den 18. juli 2017

Mails til Sankt Nicolaus


Af: Bithe Mau Lavigne
Forlag: Egolibris
Sideantal: 259
Originalsprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren/forlaget. Alle meninger er mine egne.

Mails til Sankt Nicolaus historien om hvordan pige Tilde pludselig bliver blandet ind i en uhyggelig ring af kriminalitet og børnemishandling. Det er en ungdomskrimi med et strejf af det overnaturlige. Tilde modtager pludselig mails fra pigen Lili. Mails der beskriver hvordan Lili bliver mishandlet af sin familie - men der er ikke mange spor at gå efter. Derfor beslutter Tilde og hendes to venner, at de vil hjælpe pigen. Men de havde aldrig forestillet sig, hvad de ville blive blandet ind i.
"Det føltes som om noget slimet kravlede op af ryggen på mig, da jeg havde læst mailen. Jonas var dumpet ned på sengen, hvor han sad helt bleg om næsen. Mads var gået over til vinduet og stod med ryggen til os. Det var, som om de forfærdelige ord var landet midt i værelset med sådan en kraft, at vi blev presset ud i hver sit hjørne. Til sidst vendte Mads sig om og sagde noget, som jeg ikke hørte. Jeg tog mig sammen og stillede ind på den rigtige kanal igen. "Det lede svin," sagde han, og jeg forstod, at han havde gentaget sine ord." (Citat side 53)
Tilde, Jonas og Mads har egentligt planer om at bruge sommerferien på at finde en gammel skat. Men så bliver der ved med at komme mails fra Lili. Mails med grusomme beskrivelser af mishandling og frygt. De tre unge beslutter sig for at finde Lili og begynder en eftersøgning der bringe dem i stor fare. Tilde er vokset op hos sin mor og mormor der begge får beskeder fra den anden side - fra åndernes verden. Så det kommer ikke bag på Tilde, at hun får syner og varsler. Men det er svært at finde hoved og hale i det hele. De tre venner har svært ved at finde ud af, hvem de kan stole på. Både politibetjenten og præsten er måske indblandet, og de beslutter sig for at opklare sagen selv. Også selvom de flere gange kommer ud, hvor de ikke kan bunde.

Mails til Sankt Nicolaus er velskrevet og godt bygget op. Den minder mig om da jeg selv var yngre og gerne ville opklare forbrydelser. Den minder mig om at være i sommerhus og gå rundt i klitterne og lege detektiv. Undervejs fik jeg følelsen af en slags moderne "De fem"-fortælling. Med et strejf af det overnaturlige. Der er plottwists og jeg blev ganske fanget undervejs.

Uden at spoile for meget, må jeg dog sige, at jeg faktisk havde gættet, hvem der var "the real bad guy," et stykke tid, før det blev afsløret. Men det kan ligesåvel være fordi jeg har set og læst en del krimier. Bogen blev dog ikke mindre god af, at jeg havde en fornemmelse for slutningen, for der dukkede også ting op, jeg ikke havde regnet ud.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg måtte ind og google hvornår man begyndte at bruge USB-sticks, da de i bogen bruger både disse samt disketter. Åbenbart var begge dele tilgængelige i 1999, hvor fortællingen foregår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar