tirsdag den 15. maj 2018

Linda og Valentin - Valerian, De tusinde planeters rige


Forfatter: Pierre Christin
Tegner: Jean-Claude Mézières
Forlag: Cobolt
Sideantal: 56
Originalsprog: Fransk (læst på dansk)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Linda og Valentin-tegneserierne har mange år på bagen. Første bind udkom tilbage i 1967. Jeg fik først øje på dem, da det i 2017 var 50-års jubilæet for bind 1. Denne udgave er en særudgave - en genudgivelse af del 3, bind 1, med otte siders ekstramateriale.
"Universet - koldt og mørkt og umådelig stort... så stort, at selv ikke fantasien kan rumme det... med dets myriader af glødende sole der oplyser og varmer ukendte planeter... hvor mange milliarder forskellige civilisationer, hvor mange milliarder levende væsener kan det rumme...?" (citat side 3)
Linda og Valentin er agenter for rumtidstjenesten i Galaxity. Der er sendt på mission for at undersøge om planeten Syrte udgør en trussel mod Jorden. Syrte Den Strålende er hovedstaden i De Tusinde Planeters Imperium. Her hersker kejseren over det enorme rige - men på Syrte breder sig forfald og magtbalancen mellem kejseren købmandslavet og "De Vidende" er ikke som det plejer. De to rumagenters tilstedeværelse skaber uro - må¨ske endda optakten til revolution. Men hvem er det egentligt, der skal gøres oprør mod?

Fortællingen om Linda og Valentin er over 50 år gammel - men det mærkede jeg ikke, da jeg læste den. Der er så meget fremtid over historien, så mange væsener, så mange fantastiske beskrivelser og billeder, at det sagtens kunne være en fremtidsfortællingen skrevet nu.

Tegningerne er detaljerede og farverne skiftevis afdæmpede og mere pompøse. Der er mange store talebobler undervejs, men der skal også en del fortælling og beskrivelse til, for lige at forstå universet, fortællingen er sat i. Jeg synes ikke, det er for meget - jeg fik stadig lyst til at kigge på tegningerne og ikke kun læse ordene. Men det kan måske afskrække nogen, at der er så meget tekst i store dele af bogen. Nogle af tegningerne er helsides, og de er virkelig flotte, og jeg kunne snildt fortabe mig i dem.

Selve historien er dejligt klassisk. Agenter der skal finde ud af, om noget er en trussel mod Jorden. Deres udforskning skaber problemer - og agenterne må derfor være med til at løse de problemer, de selv har været med til at skabe. Men det holder. Der er så mange detaljer i universerne, skabningerne og alle lagene, at det ikke bliver kliché eller kedeligt. Der sker hele tiden noget og spændingen holder til det sidste!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Efter at have læst begyndelse af første ( ud af mange) bind om Linda og Valentin har jeg fået lyst til at eje dem alle. Gerne med det samme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar